Der er meldinger om en gidseltagning ved en synagoge i Texas. Det rapporterer lokale medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Myndigheder forhandler med en mand, som angiveligt har taget mennesker som gidsler i en synagoge i Colleyville, Texas, under en gudstjeneste, skriver Ritzau.

Ifølge CNN bliver mindst fire personer holdt som gidsler. Det drejer sig blandt andet om en rabbiner.

Politiet i Colleyville har oplyst på Twitter, at specialstyrker er til stede ved synagogen. Borgere i området er blevet evakueret, forlyder det.

Overbetjent i Colleyville-politi Dara Nelson siger, at forhandlere er kommet i kontakt med en i synagogen, som de formoder er den mistænkte.

Undervejs blev noget af gidseltagningen livestreamet på Facebook, da synagogen i forvejen var i gang med at optage et arrangement. Det skriver Forth Worth Star-Telegram og New York Post.

Livevideoen blev dog hurtigt taget ned. I videoen kunne manden høres tale om religion og sin søster, skriver Forth Worth Star-Telegram.

Manden skal ifølge avisen flere gange have sagt, at han ikke ønsker at gøre skade på nogen, og at han tror, at han er ved at dø.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne ifølge avisen Dallas Morning News.

Beboere i området bliver bedt om at holde sig fra området omkring synagogen.