Et 12 timer langt gidseldrama er slut i Ukraine, hvor en bevæbnet mand havde taget 13 mennesker som gidsler i en bus i byen Lutsk.
- Gidslerne er frie! Manden, der tog gidsler og holdt dem på en bus i Lutsk, er pågrebet, meddeler indenrigsministeriet i Ukraine ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ingen civile er kommet noget til, meddeler sikkerhedstjenesten SBU.
Myndighederne forhandlede i flere timer med gidseltageren. Efter lang tid kunne politiet eskortere de første tre gidsler fra stedet.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa talte også den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, med gidseltageren.
Den bevæbnede mand krævede blandt andet, at Zelenskij skulle poste en video på sin Facebook-side, hvor han opfordrer alle til at se dokumentarfilmen "Earthlings", der handler om menneskets brug af dyr til blandt andet mad, underholdning og forskning.
Da det skete, blev de første tre gidsler frigivet.
- Terrorisme har ingen plads i noget land, siger præsidenten i en udtalelse, efter at dramaet er slut.
Han takker samtidig politi og andre, der har arbejdet for at få gidslerne fri.
Gidselsituationen begyndte tidligere tirsdag, da manden tog passagererne som gidsler. Han sagde, at han havde sprængstoffer og våben på sig. Det oplyste politiet.
Politiet afspærrede byens centrum i forbindelse med episoden.
Der blev tidligere på dagen hørt skud ved bussen, men der var ikke meldinger om nogen tilskadekomne, oplyste myndigheder ifølge AFP.
Det var ikke umiddelbart klart, hvilke krav gidseltageren havde.
Manden, som er blevet identificeret, skal angiveligt have udtrykt frustration over Ukraines politiske system på sociale medier. Det har politiet oplyst ifølge de nordiske nyhedsbureauer NTB og TT.
I en meddelelse skriver den ukrainske sikkerhedstjeneste, at manden har givet udtryk for "ekstremistiske synspunkter".
/ritzau/