Ukraine dannede tirsdag ramme om en alvorlig gidseltagning, hvor en 44-årig mand steg om bord på en bus væbnet med automatvåben og granater og tilbageholdt 13 passagerer.
Nu er det kommet frem, hvorfor manden kaprede en bus i byen Lutsk, skriver The Guardian.
Han er nemlig passioneret dyreaktivist og insisterede på, at landets præsident delte et link til filmen 'Earthlings' med Hollywood-skuespilleren Joaquin Phoenix.
Filmen handler om den måde, som mennesker behandler dyr på, og ud over at dele linket skulle præsidenten anbefale folk at se den.

Et krav, som præsident Volodymyr Zelenskiy efterkom, da han lagde et opslag på sin Facebook-profil samme tirsdag.
Oprindeligt krævede gidseltageren, at en række personer, som repræsenterer de ukrainske myndigheder, officielt sagde, at de var terrorister.
Han endte dog med at frigive gidslerne, da præsidenten anbefalede filmen.
Derefter blev den 44-årige mand, der tidligere har siddet knap 10 år i fængsel for bedrageri og våbenbesiddelse, anholdt.
Ifølge The Guardian skulle den ukrainske præsident have talt direkte med gidseltageren, hvorefter gerningsmanden indledningsvist skulle have frigivet tre personer, før han til sidst altså frigav alle.
Efter den 44-årige havde overgivet sig, fjernede præsidenten opslaget fra sin profil på det sociale medie og erstattede den med en besked, hvor han blandt andet takkede politiet.
Ingen kom til skade under gidseltagningen, hvor gerningsmanden beskrives som ustabil af politiet.
Der blev dog affyret skud under det 12 timer lange drama, og en kugle var ifølge avisen tæt på at ramme landets politichef.
Inden den 44-årige gidseltager steg om bord på bussen, havde han skrevet et 500 sider langt manifest, som han efterlod sig.