Den tidligere tyske kansler Gerhard Schröder er gået efter kærligheden, og det har nu kostet ham dyrt.

Han skal nemlig betale en erstatning til sin kones eksmand.

Det skriver The Korea Times.

77-årige Schröder skal betale 170.000 kroner til 53-årige Soyeon Kims eksmand.

Gerhard Schröder med konen Soyeon Kim
Gerhard Schröder med konen Soyeon Kim Foto: ANNEGRET HILSE
Vis mere

Det skyldes, at Kim og Schröder indledte en affære, mens Kim stadig var gift med eksmanden. De blev skilt i november 2017, og ved indgåelsen af skilsmissen krævede manden, at Kim afsluttede affæren med Schröder.

Men i 2018 giftede Kim sig med den tidligere kansler, hvilket er Schröders femte ægteskab.

Eksmanden hev parret i retten i 2018, hvor han forlangte et beløb, der var tre gange større, end hvad beløbet altså endte på.

Retten nåede frem til, at eksmanden skulle have erstatning, fordi Kim brød med skilsmisseaftalen, da hun fortsatte sit kærlighedsforhold til Schröder efter skilsmissen.

Parret mødte hinanden ved en international konference, hvor Kim fungerede som den tidligere kanslers tolk, og de er stadig sammen i dag.

Gerhard Schröder var forbundskansler i Tyskland fra 1998 til 2005, hvor Angela Merkel tog over.