'Sex and the City'-skuespilleren Blair Underwood skal skilles fra sin hustru, Desiree DaCosta.

De to har været gift i hele 27 år, men nu er det altså slut.

Det oplyser det nu tidligere par i en fælles udtalelse på sociale medier. Det skriver Page Six.

»Efter en enorm mængde tanker, bønner og arbejde på os selv, så er vi kommet frem til den konklusion at slutte vores ægteskab, der begyndte for 27 år siden,« skriver de i udtalelsen.

Arkivfoto af Blair Underwood og Desiree DaCosta i 2002.
Arkivfoto af Blair Underwood og Desiree DaCosta i 2002. LUCY NICHOLSON

»Det har vitterligt været en meget smuk rejse,« fortsætter de.

56-årige Blair Underwood og Desiree DaCosta har tre børn sammen – to sønner ved navn Paris og Blake på henholdsvis 24 og 19 år samt en datter ved navn Brielle på 22 år.

Og de tre bliver hyldet i forældrenes skilsmisse-opslag:

»Vores børn er vores største og stolteste præstation,« skriver de og fortsætter:

»Vi har altid prioriteret dem før alt andet, og det vil vi fortsætte med. Vi vil ligeledes fortsætte med at være gode venner og har den største respekt for hinanden, når vi skal tage hul på det næste kapitel i vores liv hver for sig.«

Blair Underwood, der i 2008 blev kåret som verdens mest sexede mand af magasinet People, har spillet med i en række film, men er nok bedst kendt for sin rolle som Dr. Robert Leeds i den populære serie 'Sex and the City'.

En rolle, som han tidligere har fortalt, at han kun tog, fordi Desiree DaCosta tvang ham til det.

»Min kone sagde, jeg blev nødt til at tage rollen. Hun spurgte mig, hvorfor jeg var i tvivl og sagde, at jeg skulle gøre det, og det kan jeg kun takke hende for den i dag,« sagde han dengang.