Når man er god for omtrent 768 milliarder kroner og er en af verdens absolut rigeste mænd, så er det svært at blive skilt i stilhed.

Det må Microsoft-grundlæggeren Bill Gates i den grad sande, efter han at han tirsdag meldte ud, at han og hans hustru, Melinda Gates, er gået fra hinanden.

Der er allerede skrevet spalte op og spalte ned om selve skilsmissen, hvilket nu har fået det amerikanske magasin People til at tage et lidt dybere kig på parrets 27 år lange ægteskab.

Og der er faktisk en del overraskende ting at fortælle om det nu braste forhold.

Arkivfoto af Bill Gates og wife Melinda Gates til OL i Beijing i 2008.
Arkivfoto af Bill Gates og wife Melinda Gates til OL i Beijing i 2008. Foto: Kai Pfaffenbach
Vis mere

For eksempel kan det nævnes, at 65-årige Bill Gates aldrig rigtig gav slip på sin ekskæreste, softwareingeniøren Ann Winblad, som han droppede i 1987 – samme år, som han mødte Melinda.

De to forblev nemlig så gode venner efter bruddet, at Bill Gates – trods sin status som en gift mand – stadig har taget på en årlig ferie med ekskæresten hvert forår.

En ferie, der som oftest har haft varigheden af en forlænget weekend, og som blev afholdt i Ann Winblads strandvilla i North Carolina.

At Ann Winblad har stor betydning for Bill Gates, viste sig også, da han i sin tid gik med tankerne om, hvorvidt han skulle fri til Melinda.

Faktisk har Ann Winblad så stor betydning, at rigmanden slet ikke havde giftet sig med Melinda, hvis ikke han havde fået ekskærestens accept.

Bill Gates og Melinda Gates i 2007.
Bill Gates og Melinda Gates i 2007. Foto: Brian Snyder
Vis mere

Det sagde Bill Gates til Time i 1997, hvor han også fortalte, at Ann Winblad heldigvis støttede op om giftermålet, da hun mente, at Melinda havde den 'intellektuelle stamina', som er nødvendig for at danne par med Bill Gates.

En anden ting, der kan nævnes omkring Bill Gates' nu forliste ægteskab, er de huslige pligter.

Selvom Bill Gates er mangemilliardær, og Melinda Gates er hjemmegående hustru, så betyder det nemlig ikke, at rigmanden har fået lov til blot at smide fødderne op på sofaen, når han er kommet hjem fra en hård arbejdsdag.

Han fortalte for eksempel i 2014 under en 'Ask Me Anything', at det er ham, der tager opvasken hver eneste aften.

Bill Gates og Melinda Gates i juli 2009.
Bill Gates og Melinda Gates i juli 2009. Foto: PETER FOLEY
Vis mere

»De andre tilbyder at gøre det, men jeg kan bedst lide måden, jeg gør det på,« lød det dengang fra Bill Gates.

Til slut kan det nævnes, at Bill Gates' 27 år lange ægteskab var meget tæt på slet ikke at blive en realitet.

56-årige Melinda Gates har nemlig tidligere udtalt, at hun i første omgang på ingen måde var imponeret over Bill Gates, og at hun faktisk takkede nej, da han i sin tid inviterede hende ud første gang.

Heldigvis gav Bill Gates altså ikke op, hvilket – udover det lange ægteskab – også udmøntede sig i tre børn, 18-årige Phoebe Adele, 21-årige Rory John og 25-årige Jennifer Katharine.