Det er kun godt en uge siden, at George Floyd mistede livet som følge af kvælning under en anholdelse.

Men drabssagen med den hidtil ukendte 46-årige i centrum lader allerede nu til at få vidtrækkende konsekvenser fremover for USA. Og ingen udtrykker det bedre end den dræbtes egen datter:

»Farmand forandrede verden,« siger den seksårige pige Gianna i en video.

Optagelsen, der fanger datterens første ord om sagen, stammer fra en demonstration tirsdag i Minneapolis, hvor George Floyd for halvanden uge siden øjensynligt blev dræbt - ifølge sigtelsen mod politibetjenten Derek Chauvin som følge af uagtsomt manddrab.

Her ses Gianna sidde på skuldrene af familievennen Stephen Jackson, en tidligere NBA-spiller.

»Hvad gjorde han?,« spørger Stephen Jackson, hvortil den seksårige responderer med ‘farmand ændrede verden’ - ord, der kan vise sig profetiske.

USA oplever nemlig i disse dage de mest voldsomme optøjer siden 1968, da den sorte borgerretsforkæmper Martin Luther King blev myrdet.

Dengang var der ifølge Ritzau optøjer i mere end 100 amerikanske byer. Over 75.000 nationalgardister var udsendt for at forsøge at dæmpe gemytterne.

Den aktuelle sag har afstedkommet demonstrationer otte aftener i træk i storbyer landet over.

I 23 stater og i Washington, DC er nationalgarden indsat, efter at fredelige demonstrationer flere steder har udviklet sig til optøjer.

Den tidligere præsident George W. Bush har tirsdag reageret på hændelserne. I en erklæring opfordrer han til, at der bliver lyttet til de sorte, hvis rettigheder gentagne gange bliver krænket, lyder det.

Han tager historiebøgerne i brug for at understrege, hvor dybt spørgsmålet om sorte rettigheder stikker.

George Floyds datter, Gianna Floyd, med sin mor Roxie Washington.
George Floyds datter, Gianna Floyd, med sin mor Roxie Washington. Foto: LUCAS JACKSON
Vis mere

»Amerikas største udfordring har længe været at forene mennesker med meget forskellige baggrunde i en enkelt nation af retfærdighed og muligheder. Doktrinen om racemæssig overlegenhed, der næsten splittede vores land, truer stadig vores Union.«

»Svarene på amerikanske problemer findes ved at leve op til amerikanske idealer - til den grundlæggende sandhed, at alle mennesker er skabt lige og udstyret af Gud med visse rettigheder,« skriver Bush.

Tirsdag klamrede Gianna Floyd sig til sin mor, Roxie Washington, under et pressemøde på rådhuset i Minneapolis.

Hun kræver alle fire betjente involveret i sagen for sigtet og fyret.

»I sidste ende får de lov til at gå hjem til deres familier. Gianna har ikke længere en far. Han kommer aldrig til at se hende vokse op og færdiggøre hendes uddannelse. Han kommer aldrig til at følge hende ned ad gulvet til hendes bryllup,« sagde Roxie Washington.

Den seksårige Gianna var klædt i en hvid T-shirt, lyseblå jeans og hvide tennissko.

»Han elskede hende, han elskede hende så højt,« siger Roxie Washington om George Floyds følelser for sin datter.

»Jeg er her for mit barn. Og jeg er her for George, fordi jeg kræver retfærdighed for ham. Jeg vil have retfærdighed for ham, fordi han var god. Uanset hvad nogen tænker, så var han god,« siger hun.