Bomberne regnede ned over Berlin den 30. april 1945. Sovjetiske tropper var på nippet til endegyldigt at lægge Det Tredje Rige i ruiner. I førerbunkeren gjorde Hitler klar til at begå selvmord.

Nu får verden et indblik i, hvordan Hitler opførte sig i minutterne før sin død. Det sker i en genoptrykt dagbog, som er skrevet af Hitlers pilot, Hans Baur.

Det skriver Daily Mail.

Hans Baur tjente som Hitlers pilot fra starten af 1930'erne og havde et tæt forhold til den tyske fører, som blandt andet var forlover ved Hans Baurs bryllup.

Baur beskriver sin afsked med Adolf Hitler den 30. april 1945 i detaljer.

'Hitler kom hen til mig og tog begge mine hænder i sine: 'Baur, jeg vil gerne sige farvel til dig. Tiden er inde. Mine generaler har forrådt mig, mine soldater vil ikke fortsætte, så jeg kan ikke fortsætte',' skriver Hans Baur og uddyber:

'Jeg forsøgte at overtale ham og sagde, at der stadigvæk var ledige fly, og at jeg kunne få ham til Japan eller Argentina eller til en af sheikerne, som alle var meget venligt stemt på grund af hans holdning til jøderne.'

Men Adolf Hitler ville ikke høre tale om at flygte.

Tysklands Fører, Adolf Hitler, under en af sine taler.; The German leader Adolf Hitler during one of his speeches, making nazi salute.
Tysklands Fører, Adolf Hitler, under en af sine taler.; The German leader Adolf Hitler during one of his speeches, making nazi salute. Foto: Ukendt
Vis mere

»Krigen slutter med Berlins fald. Og jeg står eller falder med Berlin,« sagde Hitler ifølge Hans Baur.

Herefter beskriver han, hvordan Hitler indledte en monolog.

»En mand må samle sig mod til at tage konsekvensen – og derfor gør jeg nu en ende på det. Jeg ved, at millioner af mennesker vil forbande mig i morgen – sådan er skæbnen,« sagde Hitler:

»Russerne ved udmærket godt, at jeg er her i denne bunker, men jeg er bange for, at de bruger gaspatroner. Der er gasfiltre her, det ved jeg, men kan man stole på dem?«

Russiske tropper rykker frem i Berlin.
Russiske tropper rykker frem i Berlin. Foto: HO
Vis mere

Hitler gav herefter Hans Baur et værdifuldt maleri som tak for hans indsats gennem årene.

Og så gik han ud og begik selvmord sammen med sin kone, Eva Braun.

For piloten Baur var det dog langtfra slut. Under flugten fra bunkeren blev han skudt i benet. Skaden var så alvorlig, at han endte med at miste sit ben.

Herefter blev han ført i russisk fangenskab, hvor han tilbragte de næste 11 år. Han blev torteret gentagne gange.

Joseph Goebbels og konen Magda Goebbels sammen med Adolf Hitler. Alle tre begik selvmord i slutningen af krigen.
Joseph Goebbels og konen Magda Goebbels sammen med Adolf Hitler. Alle tre begik selvmord i slutningen af krigen. Foto: Bundesarchiv
Vis mere

Hans Baurs bog blev første gang udgivet i 1956 på tysk. Han har altid nægtet hårdnakket, at han havde nogen andel i de forbrydelser, nazisterne begik under krigen – blandt andet folkemord på jøderne og massedrab på Østfronten.

Hans Baur tog dog aldrig afstand fra Adolf Hitler, som han endte med at udvikle et personligt venskab med.

Hans dagbog bliver i disse dage genoptrykt med den engelske titel 'Jeg var Hitlers pilot'.

Hans Baur blev 96 år gammel. Han døde i 1993.