Efter 21 år uden en gerningsmand står norsk politi endelig med et muligt gennembrud i sagen om drabet på Tina Jørgensen. Hun blev brutalt myrdet en septembernat tilbage i 2000.

Der er bare et enkelt – men ret stort – problem:

Meget af bevismaterialet fra dengang er smidt ud.

Den norske avis VG skriver, at det sikrede materiale fra dengang for længst er smidt ud. En omstændighed, som politiet selv kalder for »frustrerende.«

Tina Jørgensen var blot 20 gammel, da hun forsvandt på vej hjem efter en bytur i Stavanger i det sydvestlige Norge.

En god måneds tid senere blev hendes lig fundet ved en kirke lidt uden for byen.

Hun var blevet dræbt med stump vold.

Men 21 år er gået, og politiet har endnu ikke kunnet fængsle en gerningsmand.

Først troede de, at det var kæresten, der havde gjort det.

Mange år senere faldt mistanken på fire mænd i hendes bekendtskabskreds.

Nu mistænker norsk politi en mand i 50'erne for drabet på den unge blonde kvinde.

Han blev i sidste uge anholdt i forbindelse med drabet på den 17-årige Birgitte Tengs i 1995, men politiet mener altså, at han har endnu et liv på samvittigheden.

Det har på ny pustet liv i den gamle sag, som i norske medier bedst er kendt som »Tina-sagen.«

Politiinspektør Unni Byberg Malmin siger til VG, at sigtelsen af manden i sagen om Birgitte Tengs har fået politiet til at åbne sagen om Tina-drabet igen.

»Det har været to uafhængige efterforskninger af drabene på Birgitte Tengs og Tina Jørgensen. Men det har alligevel været naturligt for politiet at se på eventuelle sammenhænge. Manden, som er sigtet for drabet på Birgitte Tengs, var i Stavanger i det tidsrum, hvor Tina Jørgensen forsvandt. Dette sammenholdt med andre oplysninger i sagen gør, at han har fået status som mistænkt,« lyder det fra politiinspektøren.

Han understreger også, at manden er afhørt og nægter sig skyldig.

Problemet med de skrottede beviser skyldes ifølge VG, at man tidligere ikke havde gode nok rutiner til at opbevare og håndtere forskellige typer bevismateriale.

I 2013 gik politiet derfor på jagt efter bevismateriale fra dengang i deres kældre, frysere, garager og lagre i Stavanger, og det lykkedes dem at genskabe en del af det tabte materiale. Heriblandt var blandt andet noget af det tøj, Tina Jørgensen havde haft på, da hun blev dræbt.

»Dette blev sendt ind til analyse i 2016, men det blev dengang konkluderet, at det ikke var muligt at hente dna fra dette materiale, siger politiadvokat Fredrik Martin Soma til avisen.

Han tilføjer, at politiet er afhængig af bevismateriale, som kan give nye svar.