Der er ikke noget usædvanligt i, at en ung mand finder en kone, hvorefter de begge rager uklar med hans familie.

Men når der er tale om den britiske dronnings barnebarn, så forholder problematikken sig en smule anderledes, end når det gælder alle os andre.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt og giver stof til eftertanke, at hundreder af millioner mennesker over hele verden beskæftiger sig med familien Windsors intime familieforhold – hvem sagde hvad til hvem og hvorfor.

Men det er netop, fordi summen af The Firm, som det britiske kongehus kaldes, er større end dets enkelte dele. Dronning Elizabeth er dronning for 130 millioner mennesker i det britiske Commonwealth. Men kongehuset er en kulturel og moralsk spydspids for mange flere.

Det virkelig interessante ved prins Harry og Meghan Markles interview med Oprah Winfrey var ikke så meget detaljerne i de relativt hårde anklager, det unge par kom med, men hvad anklagerne repræsenterer i vores hverdagsdebat netop nu i hele den vestlige verden.

Meghan Markle beskyldte et prominent medlem af kongefamilien for at have udvist ægte bekymring for, hvilken hudfarve parrets førstefødte, Archie, ville få. Det var en (ind)direkte anklage om, at racisme i kongefamilien havde gjort Meghans liv ubærligt.

Racisme er hæsligt, og på trods af flere generationers kamp for racelighed er der stadig alt for mange tydelige eksempler på institutionaliseret diskrimination i vores samfund og hverdag.

Black Lives Matter er en ny generations favntag med et desværre eviggyldigt problem. Få vil forhåbentligt bestride værdien i at gå op mod racistisk politibrutalitet som i tilfældet George Floyd, hvis død kickstartede den international bølge, der nu har medført, at alle fodboldspillere i verdens mest sete fodboldliga, Premier League, symbolsk knæler før kampene.

Men Black Lives Matter-bølgen har også medført relativt rabiate krav, som for eksempel nedrivning af historiske statuer, der kan sættes i forbindelse med slaveri. Her er det sværere for mange af os at være med. Jeg forstår godt fristelsen, men historiereduktion – det at forsøge at slette en fortid, der ikke passer ind i nutidens samfundsopfattelse – er en farlig leg.

Det samme er tilfældet med mange af de andre enkeltsager, der fylder så meget i hverdagen lige nu. Således er det er svært ikke at have sympati for og bakke op om kvindesagen, og med den MeToo-bølgen.

Men det er også svært ikke at frygte standrets-lignende tilstande, hvor en ubevist anklage, bare en mistanke, er nok til at fælde et menneske. I hvert fald for min generation og opefter. I min familie har der været højrøstede diskussioner desangående. De unges argument er, at hvis nogle uskyldige ryger i svinget i sagens tjeneste, så må det være sådan.

Bekymrede henvisninger til kulturrevolutionen i Kina, hvor enhver anklage var lig med en skyldigkendelse og millioner, der blev deporteret, fængslet eller henrettet, falder for døve øren hos mange unge.

Den yngre generation er optændt af en politisk ild og har et velkomment ønske om at sige fra over for uretfærdigheder, overgreb og ubehageligheder.

Men vi står også midt i en digital tid, hvor de sociale medier kan øve ualmindelig voldsom skade på meget kort tid, og dermed står vi også over nye dilemmaer i forhold til skyld og straf.

Interviewet med Harry og Meghan viste igen, hvilken kraft beskyldninger om chauvinistisk mobning og racisme har fået. Det britiske kongehus står nu midt i en generationskløft med en sag om forskellige opfattelser af, hvad racisme er.

Harrys storebror, William, kommenterede helt usædvanligt på et spørgsmål, der blev stillet ham på gaden, om hvorvidt kongefamilien var racistisk: »Vi er på ingen måde en racistisk familie,« svarede prins William.

Om det er tilfældet, kommer givet an på øjnene, der ser, og hvilken generation de øjne tilhører. Dronning Elizabeth var selv ude med en melding om, at anklagerne om racisme var bekymrende, men også at der nok var forskellige udlægninger af begivenheden internt i familien.

Det er så at sige de unge mod de gamle. Kongehuset repræsenterer her et gammelt Storbritannien, hvor pligt og moral er båret af traditioner. Ungdommen står for et ønske om at rive disse ned.

Der er allerede nu fremsat ønsker om, at dronning Elizabeth skal undskylde fortidens slavehandel. Gør hun ikke det, er det det samme som at sympatisere med den, lyder et argument.

Man kan ikke forlange, at Elizabeth II skal sige undskyld for, hvad Elisabeth I foretog sig i 1500-tallet. For så vil undskylderiet aldrig få en ende. Et opgør med forstokkethed og en forkvaklet imperietankegang i The House of Windsor er helt på sin plads, men ungdommen skal, selv med gode sager i hånden, passe på ikke at lade sig rive med af store bølger – for de har det med at skylle alt med sig. Også det, der bør bevares.