USA har sporet konkrete trusler fra IS mod Kabuls lufthavn og frygter, at et terrorangreb mod den tæt pakkede lufthavn kan være nært forestående.
Det skriver flere medier, som blandt andre NBC News og CNN.
»Der er en stor sandsynlighed for, at IS forsøger at udføre et angreb mod lufthavnen,« siger en talsperson fra det amerikanske forsvar til CNN.
Lige nu befinder der sig et stort antal mennesker i Hamid Karzais internationale Lufthavn, hvor de forsøger at finde en vej ud af Afghanistan. Der er både tale om udlændinge og afghanere, som har arbejdet for vesten.
Danmark er fuld gang med at evakuere personer på den såkaldte danskerliste, men der befinder sig stadig personer på listen i Afghanistan.
Ifølge Udenrigsministeriet er 450 personer blevet evakueret fra Kabul af de danske myndigheder, men der mangler fortsat 90 personer med dansk statsborgerskab eller lovligt ophold i Danmark.
En amerikansk diplomat i Kabul siger til NBC News, at USA er klar over, at der befinder sig en troværdig, men ikke akut trussel fra IS mod lufthavnen.
Som følge af truslen arbejder USA på at finde nye alternative måder at få amerikanere, afghanere og andre landes borgere sikkert ud til lufthavnen.
»Vi arbejder på en alternativ plan,« siger en talsperson ifølge mediet.
I en udtalelse lørdag opfordrede den amerikanske ambassade i Afghanistan folk til at undgå lufthavnen.
»Vi råder amerikanere til at undgå at rejse til lufthavnen og til at undgå lufthavnens gates på nuværende tidspunkt,« lød opfordringen, der blev givet på grund af »potentielle sikkerhedstrusler« i lufthavnen.
Præsident Joe Biden har meldt ud, at alle amerikanske statsborgere skal evakueres inden 31. august. Den plan er fortsat uændret.

