Den verdensomspændende streamingtjeneste Netflix er kommet under ganske alvorligt pres i Brasilien, efter tjenesten har lagt en film op med et noget ukonventionelt plot.

I filmen insinueres det kraftigt, at Jesus Kristus er homoseksuel.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt The Times.

Filmen er en form for komedie, hvor Jesus Kristus skal hjem til sine forældre, Joseph og Maria, i forbindelse med sin 30-års fødselsdag.

Her har Jesus medbragt en ven ved navn Orlando, og det ligger mellem linjerne, at Jesus og Orlando er mere end gode venner.

Jesus forsøger igennem filmen at underspille og hemmeligholde sit forhold til Orlando over for sine forældre.

Med andre ord: Jesus forsøger at skjule, at han er homoseksuel.

Og det er altså et plot, som har fået religiøse grupper i Brasilien helt op i det røde felt.

YouTube-kanalen Porta dos Fundos, som har lavet filmen, får vild kritik.

Religiøse grupper har kaldt filmen blasfemisk, vulgær og respektløs.

På under 14 dage har 1,75 millioner brasilianere underskrevet en underskriftsindsamling for at få filmen fjernet fra Netflix.

Selv den brasilianske præsidents søn, som også er parlamentsmedlem, Eduardo Bolsonaro, har kommenteret filmen på sin Twitter-profil:

'Vi støtter ytringsfrihed, men er det virkelig det værd at angribe den religion, som 86 procent af befolkningen tror på?'

Filmen er stadigvæk at finde på Netflix, og der er da også adskillige stemmer, som tager dens eksistens i forsvar.

Kanalen Porta dos Fundos, som har produceret filmen, har også udtalt sig i sagen.

De kalder kritikken 'tragisk' og understreger, at ytringsfrihed er helt fundamental i et demokratisk samfund.