Disneyfilmen 'Onward' - eller 'Fremad' på dansk - er blevet bandlyst i flere mellemøstlige lande.

Forbuddet skyldes, at der i filmen, som er produceret af Pixar, der i 2006 blev opkøbt af Disney, er en mindre reference om et lesbisk forhold.

Animationsfilmen vil derfor ikke blive vist i lande såsom Kuwait, Oman, Qatar og Saudi Arabien. Det skriver Deadline.

I scenen, hvor det førnævnte lesbiske forhold bliver nævnt, står filmens to hovedroller - som Hollywood-stjernerne Chris Pratt og Tom Holland lægger stemmer til - og snakker med to biroller.

Tom Holland (venstre) og Chris Pratt (højre) lægger stemmer til hovedrollerne i animationsfilmen 'Fremad'.
Tom Holland (venstre) og Chris Pratt (højre) lægger stemmer til hovedrollerne i animationsfilmen 'Fremad'. MARIO ANZUONI

Den ene af birollerne, en kvindelig politibetjent med navnet Specter, siger følgende i scenen:

»Det er ikke nemt at være forælder. Min kærestes (girlfriend på engelsk, red.) datter giver mig lyst til at rive håret af mig selv.«

Karakteren, som skuespillerinden Lena Waithe lægger stemme til, bliver anset for at være Disneys første åbne homoseksuelle karakter. Men den minimale reference til det lesbiske forhold er altså ikke blev modtaget særlig godt i visse mellemøstlige lande.

Udover de førnævnte lande har også Rusland, som er notorisk kendt for at forbyde eller censurere homoseksuelle referencer, taget sin forbehold for filmen, der fik premiere i Danmark den 5. marts.

Animationsfilmen 'Fremad' er blevet forbudt i visse lande i Mellemøsten.
Animationsfilmen 'Fremad' er blevet forbudt i visse lande i Mellemøsten. Disney/Pixar

I stedet for ordet 'girlfriend' er ordet i den russiske version lavet om til 'partner', mens kønnet på karakteren Specter ikke bliver nævnt i filmen.

Deadline har forsøgt at få en kommentar fra Disney omkring forbuddet i de mellemøstlige lande, men det har endnu ikke været muligt.

Animationsfilmen handler i øvrigt om to blå alfebrødre ved navn Ian og Barley Lightfoot, der som nævnt bliver spillet af Marvel-stjernerne Tom Holland og Chris Pratt.

Brødrene lever i en magisk verden, som på tragisk vis har mistet en del af sin 'glimmer', og derfor drager de to afsted på eventyr for at søge efter den resterende magi, således at de kan tilbringe en sidste dag med deres afdøde far.