En opsigtsvækkende sag om en smuk kvindes mystiske og pludselige forsvunden i Caribien har nu taget en ny og uhyggelig drejning.

Sagen handler om den 41-årige britiske kvinde Sarm Heslop, der har været savnet siden natten til 8. marts, hvor hendes amerikanske kæreste, Ryan Bane, alarmerede myndighederne.

Han forklarede, at parret havde spist aftensmad sammen, hvorefter de havde lagt sig til at sove på deres mere end fire millioner kroner dyre båd.

Om natten var Ryan Bane vågnet og kunne efter sigende ikke finde sin kæreste, hvorefter han kontaktede de lokale myndigheder på De Amerikanske Jomfruøer, hvor parrets båd lå for anker.

Den britiske kvinde Sarm Heslop forsvand fra sin og kærestens båd 8. marts ved de amerikanske jomfruøer.
Den britiske kvinde Sarm Heslop forsvand fra sin og kærestens båd 8. marts ved de amerikanske jomfruøer. Foto: @MissingSarmHeslop
Vis mere

Men der var ingen spor efter Sarm Heslop, og flere af hendes venner har siden undret sig over Ryan Banes forklaringer.

Blandt andet undrer de sig over, at han ventede til næste dag med at informere den lokale kystvagt, og at Sarm Heslop havde efterladt både telefon, pung og tablet på båden.

Kort efter Sarm Heslops forsvinden hyrede Ryan Bane en advokat, afviste at udtale sig yderligere og nægtede politiet adgang til båden, hvor parret boede.

Nu kan The Sun afsløre, at Ryan Bane blev anholdt for hustruvold for ti år siden, fordi han overfaldt sin ekskone og brækkede en tand på hende.

41-årige Sarm Heslop har været meldt savnet siden 8. marts i år.
41-årige Sarm Heslop har været meldt savnet siden 8. marts i år. Foto: @MissingSarmHeslop
Vis mere

Det fremgår af en politirapport, som avisen The Sun har skaffet.

Her står det, at Ryan Bane blev anholdt i sit hjem og tilbragte 21 dage bag tremmer, efter at han havde kastet sin daværende kone mod gulvet og banket hendes hoved i det med så stor kraft, at hendes tand knækkede.

»Ryans personlighed ændrede sig, da vi blev gift. Det var et smukt bryllup i 2008, men bagefter var det, som om han ændrede sig fuldstændig,« har ekskonen Corie Stevenson udtalt til The Sun.

Af politirapporten fremgår det også, at Corie Stevenson ud over den knækkede tand havde en blødende øreflip og kradsemærker på skulderen og halsen. Hun forklarede de betjente, der optog rapport, at det ikke var første gang, hendes mand var voldelig over for hende.

Myndighederne leder fortsat efter Sarm Heslop.