Det er 13 år siden, at Anders Blichfelt og Peter Viskinde skiltes – som uvenner.

Men for få måneder siden begyndte de at skrive sammen igen.

»Vi havde aftalt, at vi skulle drikke en kop kaffe,« siger Anders Blichfelt.

Men det kommer ikke til at ske. For tirsdag aften døde Peter Viskinde af en blodprop.

Michael Falch og Peter Viskinde spillede i sin tid sammen i Malurt..
Michael Falch og Peter Viskinde spillede i sin tid sammen i Malurt.. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den tidligere guitarist og sangskriver, der har spillet sammen med både Malurt og Big Fat Snake blev kun 67 år gammel.

»Det kommer meget bag på mig. Jeg vidste, at han var syg, men ikke at det var så galt,« siger en tydeligt chokeret Anders Blichfeldt til B.T.

Han har netop hørt om dødsfaldet fra en bekendt og kommer uvægerligt til at tænke på både gode og dårlige tider.

Anders Blichfelt og Peter Viskinde mødte hinanden i bandet The Werners. Men det var med Big Fat Snake, at de to sammen blev kendte.

Big Fat Snake før en koncert i Falkonersalen på Fredeiksberg i 2004. Anders Blichfeldt (tv) og Peter Viskinde (th) inden det går løs på scenen.
Big Fat Snake før en koncert i Falkonersalen på Fredeiksberg i 2004. Anders Blichfeldt (tv) og Peter Viskinde (th) inden det går løs på scenen. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

»Vi tog turen fra ingenting til at stå på toppen af bjerget,« siger han.

Da bandet blev dannet i december 1990 var det sanger Anders Blichfeldt, bassist Jacob Perbøll, trommeslager Holger Kølle og guitarist Peter Viskinde, der udgjorde Big Fat Snake. Nogle af deres bedst kendt sange var 'Bonsoir Madame', 'No Peace Like in Heaven' og 'Animal'.

Der har været masser af gode oplevelser gennem årerne, siger Anders Blichfelt.

»Vi spillede sammen i 20 år og fik sammen Big Fat Snake op at køre. Vores familier kender hinanden og vi har været på ferier sammen.«

Anders Blichfeldt - forsanger, guitarist og komponist i Big Fat Snake
Anders Blichfeldt - forsanger, guitarist og komponist i Big Fat Snake Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Alligevel skiltes de to som uvenner.

For i 2008 stod bandet ved en skillevej. Internt i bandet var der uenighed om, hvilken vej de skulle, og det endte med at Peter Viskinde blev fyret.

Om den tid siger Anders Blichfeldt:

»Vi var løbet tør. Det var det rigtige for alle, at det stoppede.«

Han vil huske Peter Viskinde som en ‘utrolig energisk mand’.

Peter Viskinde er død. Han blev 67 år.
Peter Viskinde er død. Han blev 67 år. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Vis mere

»Han var meget kreativ og havde en meget stærk vilje. Når han havde sat sig noget for, så blev det til noget. Han havde et kæmpe personligt drive. Han var en god ven, men man skulle klart pisse sit territorium af over for ham,« siger han.

Bruddet i bandet, men også mellem de to, var ikke uproblematisk og efterfølgende hævdede både Peter Viskinde og de tilbageværende bandmedlemmer retten til at fortsætte under navnet Big Fat Snake. Først efter et år indgik de et forlig, og Peter Viskinde opgav navnet.

»Vi skiltes ikke som glødende uvenner, men han var en barsk fætter som uven. For han følte sig uretfærdig behandlet,« siger Anders Blichfeldt.

I årene efter bruddet var der ikke meget kontakt mellem de to.

Men Anders Blichfelt blev glad, da han for cirka et halvt år siden fik en Facebook-anmodning fra Viskinde.

De to gamle venner genoptog forbindelsen og begyndte at skrive sammen. Men kaffen nåede de ikke at få.