Forskere har fundet en stor gruppe nye dyrearter i Asien, men de frygter, at arterne vil blive udryddet.

Det vælter frem med nye dyrearter i Mekong-regionen, der samler Myanmar, Laos, Cambodia, Thailand og Vietnam.

Forskere fra hele verden har fundet 157 nye arter i regionen siden 2017.

Det viser en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden.

Jacob Fjalland, der er international programchef i WWF, fortæller, at den meget høje biodiversitet i området er med til at muliggøre de mange dyrearter.

- Det bekræfter en tendens, vi har set i området, at det er et af de steder i verden, hvor der er rigtig mange nye arter.

- Det er også et udtryk for, at mange af landene har været præget af krig og konflikt, og nu har vi så fået adgang, og så kan forskerne komme ind for at arbejde, siger han.

WWF er aktiv i regionen, hvor de arbejder for at hjælpe dyrene og for at undgå, at menneskerne ødelægger naturen.

En stor del af de nye dyrearter er allerede på listen over truede dyrearter, og organisationen frygter, at man aldrig når at finde alle dyr i området, inden de bliver udryddet.

Jacob Fjalland nævner fundet af en ny Skywalker-gibbonabe, der lever i Myanmar. Den strøg direkte i top-25 på listen over truede dyrearter.

Aben er opkaldt efter den berømte Star Wars-karakter Luke Skywalker, eftersom forskerne er store fans af filmene.

- Aben er kritisk truet, fordi dens leveområder er blevet indskrænket. De områder, hvor den tidligere har levet, bliver lavet om til landbrug, veje og byer.

- Det er dystert. Mange af de arter, vi finder, er allerede kritisk truede, så man kan jo tænke, at der er mange, man slet ikke når at finde. Det er selvfølgelig forfærdeligt og trist, siger han.

WWF's største udfordring er, at områderne har været eller er præget af konflikt, skovene bliver fældet eller udtyndet, og krybskytter slår dyrene ihjel.

Dertil kommer klimaforandringerne, der truer i kulissen.

- WWF prøver primært at sørge for at bevare leveområderne for dyrene.

- Et af problemerne er, at få små "øer" af natur bliver bevaret uden forbindelse mellem "øerne". Man får altså skabt et hav med små øer, hvor dyrene ikke kan blande sig og formere sig.

- Vi prøver så at få det til at hænge sammen. Vi inddrager lokalbefolkningen og forsøger at lave skovkorridorer, så dyrene kan blande sig, siger Jacob Fjalland.

Siden 1997 har man fundet 2681 nye arter i Mekong-regionen.

/ritzau/