Det sker ikke tit, at man finder nye dyrearter i Danmark.

Men nu er det endelig sket.

I alt 28 eksperter tog for tre uger siden en tur rundt i Bøtøskoven på Falster for på 24 timer at finde så mange dyre-og plantearter som muligt.

Der blev så fundet en ny billeart i Danmark. Mindre kan ikke gøre det.

Her ses billede af den nye bille på en græsstrå i Bøtøskoven på Falster. Foto: Jan Pedersen/Guldborgsund Kommune
Her ses billede af den nye bille på en græsstrå i Bøtøskoven på Falster. Foto: Jan Pedersen/Guldborgsund Kommune
Vis mere

Det var Den Danske Naturfond og Guldborgsund Kommune, som afholdt den såkaldt Bioblitz.

Projektleder Anita Pedersen jubler over fundet af den nye billeart.

»Vi kan ikke få armene ned af bar begejstring. Det er bare så fantastisk, at vi kan være med til at finde nye arter for landet,« udtaler hun i en pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune.

Hos Den Danske Naturfond, som ejer Bøtøskoven, er begejstringen lige så stor.

Her ses en af de 28 eksperter på jagt efter nye dyre- og plantearter i Bøtøskoven på Falster. Og de fandt en enkelt ny billeart. Foto: Jan Pedersen/Guldborgsund Kommune
Her ses en af de 28 eksperter på jagt efter nye dyre- og plantearter i Bøtøskoven på Falster. Og de fandt en enkelt ny billeart. Foto: Jan Pedersen/Guldborgsund Kommune
Vis mere

»Det er helt vildt, at vi nu har fundet en ny art for Danmark i Bøtøskoven. For nogle få år siden var det en mørk nåletræsplantage, som vi nu har forvandlet til en lysåben græsningsskov og et levested for sjældne arter. Det betaler sig at give den vilde natur mere plads,«  lyder det fra Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond.

Den nye billeart har fået det noget særlige navn Amara kulti.

Billen, som er på omkring 8-10 mm., lever af umodne græsfrø.

Den blev på dagen fundet i den sydligste lysning i skoven.

Men billen er blevet eftersøgt i hele Bøtøskoven, hvor den er blevet fundet flere steder.

»Den har formået at bygge en bestand op, så den har nok været der i et par år, udtaler entomolog Jan Pedersen fra Statens Naturhistoriske Museum i pressemeddelelsen.

Udover at være første fund i Danmark, så er det også første gang denne billeart bliver fundet i Skandinavien.

Det nærmeste fund af billen er omkring Hamborg-egnen i Tyskland, hvor den betragtes som sjælden.