Bare rolig: Du kommer ikke til at opleve en haj komme gående med solbriller og solhat, mens du ligger på stranden.

Ikke desto mindre har et internationalt forskerhold netop opdaget fire ny arter af hajer, der kan ’gå’ på havbunden.

Det skriver University of Queensland i en pressemeddelelse på baggrund af en 12 år lang undersøgelse ifølge Videnskab.dk, hvor du også kan se en video af en gående haj.

De fire nye arter af hajer, der tilhører slægten Hemiscyllium, lever i tropiske vande mellem det nordlige Australien og Ny Guinea.

»Da de er under en meter lange i gennemsnit, er ’gående’ hajer ikke en trussel for mennesker,« forsikrer Christine Dudgeon, der er biolog på University of Queensland i Australien, i pressemeddelelsen ifølge Videnskab.dk.

Hun uddyber, at hajernes evne til at modstå miljøer med lavt ilt-niveau og gå på finnerne giver dem en markant fordel over deres bytte, krebsdyr og bløddyr.

Den nye gruppe af hajer er blevet linket til slægten Hemiscyllium ved hjælp af genetiske analyser, hvor forskerne har brugt væv fra levende hajer, der er blevet fundet under studiet.

»Vi fandt en forbindelse mellem arterne baseret på sammenligninger mellem deres mitokondrielle DNA, der nedarves igennem moderens slægtslinje,« forklarer Christine Dudgeon i pressemeddelelsen ifølge Videnskab.dk.

Og med den nye undersøgelse er der sket næsten en fordobling af antallet af arter inden for slægten, der før fundet talte fem arter af ’gående’ hajer.

Slægten kan dateres helt tilbage til sent i kridttiden for omkring 66 til 100 millioner år siden, skriver mediet ScienceAlert ifølge Videnskab.dk.

Forskerne har svært ved at slå fast, hvordan de 'gående' hajer udviklede deres særegne egenskaber.

På baggrund af den indsamlede data spekulerer de dog i, at hajerne har ’vandret’ videre, da tektonisk aktivitet og ændringer i havoverfladen skiftede de geografiske positioner for rev og ø-kæder.

Det kan i fremtiden være muligt at opdage nye arter af ’gående’ hajer, lyder det i pressemeddelelsen fra University of Queensland ifølge Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk

Verdens ældste hvirveldyr: Grønlandshaj blev op mod 512 år gammel

Hvad er det for et mærkeligt havvæsen, der er skyllet op på dansk strand?

Savannens smukkeste vilddyr fanget af skjult kamera