Det er ikke hver dag, at pirater bliver skudt i Guineabugten af internationale styrker. Faktisk så var det onsdag 24. november første gang, at en international flådestyrke har dræbt pirater lige der.

Det fortæller Katja Lindskov Jacobsen, der er forsker i maritim sikkerhed og pirateri ved Guineabugten hos Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

»Det spændende bliver at se, hvad reaktionerne bliver,« siger hun.

Ifølge hende er det bemærkelsesværdigt, hvad der er sket i Guineabugten.

»Der er ingen internationale flådestyrker, der på den måde har dræbt pirater før,« forklarer hun.

Onsdag 24. november reagerede den danske fregat 'Esbern Snare' på en melding om pirateri i Guineabugten, der ligger syd for Nigeria.

Skibet satte i retning mod piraterne, mens skibets Seahawk-helikopter fløj i forvejen for at observere. Det skriver Forsvarskommandoen.

Efter de danske styrker afgav et varselsskud, åbnede piraterne ild mod de danske soldater, der besvarede ilden.

Fem pirater blev ramt, hvoraf fire døde.

»Det er nyt terræn. Der er ikke lige andre, der har stået i den her situation,« lyder det fra forsker Katja Lindskov Jacobsen.

Danmark havde ikke nogen aftale om tilbageholdelse af pirater i Guineabugten, da fregatten sejlede derned i oktober, og det har vi stadig ikke. Derfor skal der handles hurtigt, lyder det.

»Vi er i en situation, hvor vi er nødt til at finde ud af, hvad der skal ske. Både med de døde pirater og de tilbageholdte pirater« siger hun.

Og hvad konsekvenserne for pirateriet i Guineabugten kan være er endnu usikkert.

»Det er virkelig svært at vurdere, hvad det kan have af betydning. Lige nu og her betyder det, at vi sandsynligvis kommer til at se færre angreb. For nu er risikovurderingen en anden for piraterne, hvor cost benefit bliver ‘hvad kan vi tjene,’ sat op mod ‘hvad vi får ud af det,’ hvis de risikerer at blive dræbt,« siger Katja Lindskov Jacobsen.

Men det afgørende for efterspillet bliver de resterende landes reaktioner på drabene. Og allerede nu har flere ytret deres holdninger.

»Nogle nigerianske forskere mener, man er gået langt over stregen - og andre steder er de glade for, at der bliver slået hårdere ned på det.«

Selv kan Katja Lindskov Jacobsen ikke se en anden udvej end at svare igen på angrebet.

»Det er svært at forestille sig, at de frømænd, der blev beskudt af voldsparate pirater, kunne have handlet anderledes. Men samtidig er det jo en vildt kompliceret situation, man står i nu.««

Hvilken betydning drabene får for Danmarks tilstedeværelse i Guineabugten i fremtiden kommer an på pirateriet og reaktionerne i den kommende tid.

»Om der er nogle, der hilser det velkommen. Og hvis der er meget kritik, så kræver det et større diplomatisk arbejde at få det bedste ud af situationen,« siger Katja Lindskov Jacobsen.