Forsker og aktivist dr. Jane Goodall er overhovedet ikke i tvivl. Corona-pandemien skyldes menneskerne og ikke flagermusene.

Det fortalte hun i 'SKAVLAN +1' fredag, hvor forskeren besvarede spørgsmål omkring, hvem eller hvad der har forårsaget corona-pandemien.

Det skriver TV 2 Norge.

»Problemet er, at vi (mennesker, red.) har invaderet deres levesteder. Vi ødelægger de skove, de lever i, og dermed får vi tættere kontakt med dem,« lyder det blandt andet i interviewet.

Dr. Jane Goodall er ikke begejstret for de markeder i Kina, hvor der sælges levende dyr. Man mener, det var på et af de markeder i Wuhan, at coronavirussen brød ud.

»Behandlingen er grusom, ligesom betingelserne er det for både sælgeren og kunden, der kan få urin og blod på sig, fordi disse dyr ofte dræbes på stedet.«

Forskeren og aktivisten så gerne, at disse markeder lukkede, men det er lettere sagt end gjort.

»Når du løser et problem, skaber du ofte et andet, og problemet her er, at mange mennesker er afhængige af dette som deres levebrød. Så vi er nødt til at tænke meget nøje over, hvad de kan gøre for at tjene til livets ophold.«

Foto: Alex Plavevski
Vis mere

Dr. Jane Goodall håber, at folk vil tænke over, hvad de spiser i fremtiden.

»Jeg håber, at vi måske overvejer ikke at spise kød eller i det mindste ikke spise kød fra intensivt landbrug.«

Hun siger afsluttende, at klimaændringerne stadig er mere skræmmende end coronavirussen.

»Og klimaændringer er faktisk langt mere skræmmende nu end denne pandemi. Pandemien forsvinder. Så vi er bare nødt til at begynde at tænke anderledes, og måske er denne pandemi begyndelsen på en bevægelse.«