Det var, da Ivanka Trump og Jared Kushner forsøgte at bryde alle protokoller for at presse sig med til et møde med dronning Elizabeth, at tiøren faldt for Stephanie Grisham.
»Endelig gik det op for mig, hvad der foregik,« erindrer hun.
Den tidligere toprådgiver for både Donald og Melania Trump kommer i en ny bog med flere afsløringer af, hvad der foregik bag lukkede døre i Det Hvide Hus i Trump-præsidenttiden. Her bliver også datteren Ivanka Trump og svigersønnen Jared Kushner taget under kærlig behandling for deres opførsel i kulisserne, ifølge Washington Post.
Og det var altså i forbindelse med den britiske dronning Elizabeths besøg i USA juni 2019, at Stephanie Grisham kom til en erkendelse af, at der tilsyneladende var andre tilstedeværende, der også så sig som kongelige.

»Jared og Ivanka så dem selv som USAs royale familie,« lyder det i bogen 'I’ll Take Your Questions Now: What I Saw at the Trump White House'.
Heri fremgår det dog, at det ikke lykkedes for dem at mødes med Dronningen, da der simpelthen ikke var plads i den helikopter, der først og fremmest skulle transportere Donald og Melania Trump til mødet.
Både Ivanka Trump og Jared Kushner blev en del af Trump-administration i Det Hvide Hus, hvor de fungerede som rådgivere for den 45. præsident.
I Stephanie Grishams bog fremgår det videre, at Ivanka Trump ofte brugte den noget uformelle vending »min far«, når hun deltog i ellers formelle møder.
Samtidig fremgår det også, at forfatteren tilsyneladende ikke har meget til overs for Jared Kushner, der i bogen får tildelt øgenavnet 'The Slim Reaper' – en omskrivning af den amerikanske udtryk for Døden, 'The Grim Reaper', på grund af hans slanke fremtoning.
Det skulle være, fordi præsidentens svigersøn ofte ville involvere sig i massevis i projekter, for derefter at trække sig ud af dem igen – og give andre skylden – når tingene gik galt.
Stephanie Grisham skriver også i 'I’ll Take Your Questions Now: What I Saw at the Trump White House', at hun flere gange i forbindelse med 2020-valgkampen havde sagt til Melania Trump, at det ville være Jared Kushners skyld, hvis de tabte valget.
»Hun var ikke uenig med mig,« lyder det i bogen.




