43-årige Ed Stafford og 26-årige Laura Bingham er et eventyrlysten par. De har blandt andet verdensrekorden for at gå langs Amazonfloden i 860 dage.

Tidligere på året satte Stafford og Bingham sig for et overlevelseseksperiment, hvor de skulle overleve i en måned på en øde ø sammen med deres to-årige søn, Ran Stafford.

Familien rejste derfor til Merak-øen i Indonesien, hvor de skulle overleve i en måned uden nogle former for moderne teknologi, mens de skulle tage vare på dem selv og deres søn.

Hele måneden blev optaget på film og er blevet til en serie, der hedder 'Man Woman Child Wild', som har premiere på Discovery Channel senere på efteråret. Det skriver Mirror.

Parret valgte at filme hele oplevelsen i Indonesien, fordi de gerne ville inspirere andre familier til at gøre det samme. De synes, at familier med børn skal komme ud af deres 'comfortzone' og udfordre sig selv.

Ed Stafford og Laura Bingham har filmet alle optagelser til tv-serien selv, og selvom det har ledt til lidt diskussioner, så fandt de altid en løsning på problemerne.

Ifølge Mirror, så synes 43-årige Stafford til tider, at det var lidt hårdt at have sin søn, Ran, med.

Han fik nemlig ikke sovet ret meget, da han hele tiden skulle holde øje med sin to-årige søn, mens han også skulle sørge for, at der kom rent vand hen til det sted, hvor de boede.

Ed Stafford og Laura Bingham levede med deres to-årige søn i en måned på en øde ø.
Ed Stafford og Laura Bingham levede med deres to-årige søn i en måned på en øde ø.
Vis mere

Lige inden rejsen til øen i Indonesien, blev parret rådet til at blive hjemme, fordi der var en storm på vej til det område, hvor de skulle befinde sig i en måned.

I løbet af de første dage blev øen da også ramt af en tropisk storm, mens Laura Bingham blev syg, fordi hun drak noget urent vand, men ellers forløb måneden smertefrit.

Ifølge Mirror, så er familien ikke færdig med eventyr. 26-årige Bingham har således en drøm, som hun håber at føre ud i livet.

Hun ønsker en dag at sejle over Atlanterhavet med sin familie i en robåd.