En kvinde fra den amerikanske stat Minnesota er kommet tragisk af dage, da hun blev maltrakteret af en amerikansk sort bjørn, mens hun befandt sig på en øde canadisk ø, lige nord for Minnesota.
Den 62-årige Catherine Sweatt-Mueller boede hos sine forældre på øen Red Pine Island, der ligger i søen Rainy Lake. Øen ligger bogstaveligt talt på grænsen mellem USA og Canada.
Ved 18-tiden sent på eftermiddagen forlod hun den eneste helårsbebyggelse på øen for at finde ud af, hvad der forstyrrede hendes to gøende hunde. Det siger politimanden Jim Davis.
»Hundene vendte tilbage, men hun gjorde det ikke,« fortalte Davis til avisen New York Post.

Offerets mor på 84 år tilkaldte politiet, fordi hun var bekymret for hendes datter, oplyste politimanden.
Politiet var godt en halv time om at nå frem til øen, og de havde i starten besvær med at finde den forsvundne kvinde.
Men pludseligt så de hendes krop, liggende nedenunder en bjørn, der vejede godt 82 kg, ifølge politiet.
»Det var åbenlyst, at hun var død, og den store bjørn stod over hende, og den var aggressiv, så den blev skudt og dræbt af politifolkene,« sagde Jim Davis.

To andre bjørne blev set i nærheden og de lavede også lyde og stampede gentagne gange med deres fødder.
Det er nu op til Ontarios minister for naturlige ressourcer og skovdrift, at afgøre om der skal ske noget med de to andre bjørne,
De andre besøgende på Red Pine Island blev straks informeret om dødsfaldet, der er meget sjældent på de kanter.
Betjenten Jim Davis siger, at han ikke kan komme i tanke om noget bjørneoverfald, der havde haft dødelig udgang i Ontario i det seneste årti.



