Den 31. oktober er normalt en af årets største festdage for amerikanerne. Det er nemlig halloween – dagen, hvor udklædte børn jagter slik, og hele nabolag er pakket ind i skrækindjagende pynt og stakkevis af græskar.

Men i flere stater og byer frygter lokale myndigheder risikoen for, at covid-19 vil sprede sig under festlighederne. Derfor henstiller de til, at man ikke går 'trick or treat' som normalt.

Det har fået sindene i kog hos mange halloween-glade amerikanere, der blandt andet debatterer deres standpunkter på Facebook. Standpunkter, der gerne står i et politisk lys.

I en gruppe for halloween-fans skriver Kelly Anderson fra Ohio eksempelvis:

»What the fuck, det her handler ikke om en virus, men om at kontrollere befolkningen. Og der er fandeme ingen, der skal tage halloween fra os.«

I en anden gruppe lyder det fra Estelle Rayna, at hun planlægger at lade sine børn fejre halloween, som de plejer. Hun skriver, at hun ikke vil tage imod ordrer fra en »korrupt guvernør« (den californiske demokrat Gavin Newsom, red.).

Allen Henry fra Texas har ikke børn, men elsker den uhyggelige højtid og anslår, at han sidste år havde 200 gæster forbi sit udsmykkede hus.

For et par år siden fik han tilmed en bøde på 250 dollar for at forskrække forbipasserende, mens han var klædt ud som en blodig klovn.

Allen henry. (Privatfoto)
Allen henry. (Privatfoto)
Vis mere

Texas er endnu ikke kommet med nogen udmeldinger om, hvorvidt befolkningen skal undlade 'trick or treat', men Allen Henry frygter ikke et forbud.

»Det her er Texas. Vi overholder dårligt nok reglerne om at bære mundbind,« lyder det fra den 34-årige teleselskabsmand, da B.T. taler med ham.

I USA er 215.000 mennesker indtil videre døde på grund af covid-19, og 33 stater har set en stigning i antallet af coronatilfælde inden for den seneste uge.

Men Allen Henry tror ikke på, at covid-19 smitter via overflader, og han mener derfor ikke, udvekslingen af slik kan skabe øget smittefare.

Han synes dog, at man skal drosle ned for de indendørsfester, mange amerikanere afholder i dagene omkring halloween.

»Men alt det udenfor er der ingen grund til at aflyse. De fleste har alligevel masker på som en del af deres kostumer, så jeg kan virkelig ikke se problemet,« siger han.

Bydelen Beverly Hills har netop vedtaget et fuldstændigt forbud mod 'trick or treating', ligesom det er ulovligt at uddele slik til andre end beboere i husstanden.

Det lokale politi vil afspærre centrale dele af byen, og overtræder man forbuddet, kan man se frem til en bøde.

Allen Henry har allerede pyntet en del af sin ejendom hjemme i Texas og er klar til trick or treaters. (Privatfoto)
Allen Henry har allerede pyntet en del af sin ejendom hjemme i Texas og er klar til trick or treaters. (Privatfoto)
Vis mere

Den udmelding har også affødt store protester på Facebook og blandt lokale forældre.

Danske Dorthe Baker, der har boet i Los Angeles siden 1996, kunne nu slet ikke finde på at tage sin otteårige søn Paxton ud på slikjagt hos fremmede naboer.

»Der er så mange smittede i USA nu, også børn, og man kender ikke til senfølgerne. Så vi skal fandeme ikke ud. I stedet finder vi ud af noget med nogle få venner, eller vi samler børnene på Zoom i deres kostumer«.

Hun er uforstående over for de forældre, der prioriterer 'trick or treat'-traditionen.

»Vi er pålagt at have masker på hele tiden, og vores børn går stadig ikke fysisk i skole men har onlineundervisning. Så den her idé om, at livet skal gå videre, og at vi bare skal holde halloween, som vi plejer, det er helt vanvittigt.«

Efter sine mange år i USA er Dorthe Baker ellers blevet vant til, at hele oktober står i uhyggens tegn. Halloween spiller da også en betragtelig rolle i den amerikanske økonomi.

Amerikanerne bruger nemlig 60 milliarder kroner hvert år på pynt, oplevelser og søde sager.

»De er fuldkommen besat af halloween. For dem er det nærmest større end jul,« forklarer Dorte Baker.

Danske Dorthe Baker, der bor i Los Angeles, vil bestemt ikke lade sin søn holde Halloween som normalt, siger hun til B.T. (Foto: Sara Madsen)
Danske Dorthe Baker, der bor i Los Angeles, vil bestemt ikke lade sin søn holde Halloween som normalt, siger hun til B.T. (Foto: Sara Madsen)
Vis mere

Allen Henrys hus i Texas er allerede ved at være færdigpyntet, og mens han får styr på de sidste rædselsvækkende detaljer, glæder han sig til kulminationen 31. oktober.

Han mener, børnene vil være de største tabere, hvis de ikke får lov til at fejre halloween som normalt.

»De har allerede mistet muligheden for at gå i skole, de kan ikke se deres venner og kan ikke dyrke sport. Alle de gode ting, børn har i deres liv, er taget fra dem. Lad os nu lade være med at tage det her fra dem også,« bønfalder han.