En farlig vampyr-udklædning ser måske bedre ud med nogle røde kontaktlinser, men bruger man dem forkert, kan det skade synet.

Hos optikerkæden Louis Nielsen advarer man igen i år mod de farvede kontaktlinser, som kan købes i butikker og over nettet.

»Vi kan se, at flere og flere webshops tilbyder farvede linser, men de er tit af dårlig kvalitet og kan i værste fald give varige øjenskader, hvis de ikke håndteres rigtigt,« fortæller Pernille Lindhardt Steiness i en pressemeddelelse.

Hun er klinisk fagspecialist og bekymret over, at salget af linserne ofte foregår uden grundig instruktion. For korrekt brug af kontaktlinser kræver, at en optiker undersøger, at ens øjne er egnede til det.

Selv om de farvede linser ligner et uskyldigt pift til weekendens halloween-udklædningen, så er det ikke helt ufarligt.

Samtidig er der ingen aldersgrænse for køb af farvede linser, hvilket gør, at børn og unge også er udsatte.

»Det er ofte helt unge mennesker, der køber og bruger disse kontaktlinser, og dermed risikerer de at få skader på øjnene, fordi de ikke er blevet instrueret i at håndtere linserne,« siger Pernille Lindhardt Steiness.

Hos en optiker får man altid en instruktion i, hvordan kontaktlinser skal anvendes med god hygiejne. Følger man ikke linseinstruktionerne, kan det i værste fald føre til sår, infektioner og permanent øjenskade.