Hans Twitter-profil blev fulgt af millioner, og hele verden fulgte med, når han som præsident gik på det sociale medie.
Både før og under sin embedsperiode var Donald Trump kongen af Twitter.
Med sin strøm af indlæg satte han dagligt den digitale platform i kog og var med et enkelt klik i stand til at sætte dagsordenen for debatten langt uden for sit eget lands grænser.
Men så kom stormen på Kongressen 6. januar, som blandt andet førte til, at den afgående præsident blev udelukket fra Twitter og Facebook.
Derfor debuterede Trump i løbet af foråret som blogger, men den tidligere præsident har tilsyneladende ikke helt så godt greb om blogger-universet.
I hvert fald er der langt til de flere millioner følgere, Trump var vant til på Twitter. Hans seneste indlæg på bloggen blev kun delt 1.500 gange.
Amerikanske medier skrev i løbet af maj om, hvordan læserne svigtede ekspræsidentens nye medier. Nu – kun godt en måned efter, at den gik i luften – bliver bloggen 'From the Desk of Donald J. Trump' lukket permanent.
Trump har efter alt at dømme været rasende over den dårlige omtale, bloggen har fået i medierne.

»Trump ønsker fortsat at lancere en anden platform – timingen er ikke bestemt endnu – og han brød sig ikke om, at det første forsøg blev latterliggjort som en taber,« skriver Washington Post efter samtaler med Trumps rådgivere.
Hans talsmand Jason Miller siger til tv-stationen CNBC, at siden »ikke vil vende tilbage«.
»Den var bare en støtte som led i en større indsats, vi har, og som vi arbejder på,« skriver talsmanden i en mail til tv-stationen.
Noget tyder imidlertid på, at Trump har planer om at indtage en anden digital platform snart.
På Twitter svarer talsmanden nemlig direkte til den tidligere republikanske formand for republikanerne i Nevada, Amy Tarkanian, da hun spørger, om dette er et tegn på, at ekspræsidenten snart er at finde på et andet socialt medie:
»Ja, det er det faktisk. Stay tuned!«

