Trump vender tilbage til Det Hvide Hus.

Den teori arbejder han – og flere af hans mest dedikerede tilhængere – angiveligt stadig ud fra.

Og De Forenede Staters detroniserede leder har ikke tænkt sig at vente fire lange år på, at det igen kan blive hans tur.

Nej, ifølge New York Times-journalisten Maggie Haberman siger Trump til folk omkring sig, at han forventer at blive genindsat i embedet allerede i august. I år.

USA's afgående præsident Donald Trump.
USA's afgående præsident Donald Trump. Foto: Cheriss May/Reuters
Vis mere

Det skriver avisen Business Insider.

Den tidligere republikanske præsident sætter efter sigende fortsat sin lid til den endnu ikke bekræftede påstand om, at valget blev stjålet fra ham.

Maggie Haberman har fulgt Donald Trump i årevis og har et bredt kildenet omkring den tidligere præsident. Under hans embedsperiode bragte hun nogle af de bedste historier om ham.

Tirsdag skrev hun på Twitter:

»Trump har sagt til en række personer, han er i kontakt med, at han forventer, at han bliver genindsat i august (nej, det er ikke sådan, det fungerer. Deler bare information).«

Hun mener, at Trumps påstand skal ses i sammenhæng med den efterforskning, der i øjeblikket sker af hans organisation. En storjury er i gang med at vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale mod Trump eller andre i hans organisation.

»Dette sker ikke i et vacuum. Det sker, fordi han står overfor en mulig tiltale fra statsadvokaten på Manhattan,« skriver journalisten på Twitter.

Derfor er Trump – ifølge Haberman – stærkt fokuseret på de genoptællinger af stemmer, der netop endnu engang er afsluttet i Arizona og Georgia. Stater, som Trump – trods manglende dokumentation – stadig hævder, at han vandt.

Oplysningerne om Trumps syn på fremtiden kommer samtidig med, at flere ultra konservative er begyndt at dele forskellige måder, hvorpå deres leder igen kan blive præsident.

På en konference hos de stærkt højreorienterede konspirationsteoretikere QAnon i Dallas i weekenden udtalte Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn eksempelvis, at USAs militær burde gennemføre et kup a la det, som fandt sted i Myanmar. Formålet skulle være at genindsætte Trump.

Den kendte Trump-støtte Mike Lindell har været en af de ivrigste forkæmpere for konspirationsteorien.

Forretningsmanden sagde for nylig i en podcast med Trumps tidligere seniorrådgiver Steve Bannon, at han er i besiddelse af så meget dokumentation, at højesteret vil omgøre valgresultatet:

»Donald Trump vil være tilbage i august,« sade Lindell.