De var utro. Voldelige. Pædofile og børnemishandlere. Ja, der var sågar også mordere blandt dem.
Det var absolut ikke Guds bedste børn, der i løbet af 80erne indtalte deres små og store synder på Allan Bridges telefonsvarer.
På det tidspunkt var New York et farligt sted og hærget af kriminalitet og en høj volds- og mordstatistik.
Derfor besluttede Allan Bridge i 1980 at hænge sedler op i byen, hvor han opfordrede alle, der havde en udåd at bekende, til at ringe til hans automatiske telefonsvarer og bekende deres synder. Og – ikke mindst – at undskylde for dem.
Han understregede, at han ikke samarbejdede med politiet eller kirkelige organisationer og opfordrede folk til at være anonyme.
Den unge kunstmaler havde selv dårlig samvittighed over, at han på et tidspunkt supplerede sine sparsomme indtægter med butikstyveri.
Derfor begyndte Allan Bridge 'The Apology Line' som et kunstprojekt. Gennem årene udviklede hans telefoniske skriftestol sig dog nærmest som en besættelse for ham.
Bekendelserne på den gamle telefonsvarer fra en lejlighed i New York er bestemt ikke for sarte ører, men giver et helt unikt indblik i den mørkeste del af menneskesindet.
For det mest rystende er nok – og det var også det, der blev ved med at martre Allan Bridge - at mange af forbryderne slet ikke fortrød deres brøde.
De skræmmende optagelser er nu blevet til en true-crime-podcast lavet af selskabet Wondery. Det er Allan Bridges enke, Marissa Bridge, der har stillet optagelserne til rådighed, og det er også hende, der lægger stemme til fortællingen om 'Undskylds-telefonen'.
Programmet er ifølge Politiken lige nu et af de mest lyttede i USA, og det danske medie selv giver det fire hjerter i sin anmeldelse.
Du kan høre podcasten her.
I de 15 år telefonprojektet eksisterede, ringede alt lige fra løgnere, voldsmænd og mordere til Allan Bridges telefon.
Men der var også kvinden, der bare undskyldte for at være »hvid og rig«, og racisten, der ringede ind og bekendte, at han tænkte dårligt om de farvede.
Eller manden, der kaldte sig selv 'Johnny the Dick' og indrømmede, at han dyrkede sex med massevis af både mænd og kvinder, selv om han var testet positiv for hiv, skriver The New York Post.
Der var psykopater, der tilstod drab og i detaljer fortalte, hvordan de nød at pine andre.
»Jeg slog Henry ihjel«, sagde en stemme på et tidspunkt på et af båndene, før han takkede Bridge for hans initiativ:
»Verden ville være fuld af mennesker som mig, hvis vi vidste, at det eneste, vi behøvede at gøre, var at sige undskyld, og så var alt okay«.
Endelig var der også enkelte, som ringede ind og truede Allan Bridge på livet.
»Vi blev bange,« fortæller Marissa Bridge ifølge The New York Post og forklarer, at New York i 80erne var et sted, hvor »man troede på det, hvis nogen sagde, de ville slå ham ihjel.«
Fra tid til anden tog Allan Bridge telefonen og talte med folk. Det skete især, hvis der var tale om opkald fra folk, som talte om selvmord.
Med tiden blev Allan, som også gik under navnet 'Mr. Apology', mere og mere isoleret.
»De fleste af vores venner forsvandt. Det var svært at være venner med Mr. Apology,« siger Marissa Bridge i podcasten:
»Han brugte hver dag på at høre om menneskehedens synder.«
Da han endelig i 1995 i en alder af 50 år besluttede sig at afslutte projektet, blev han indhentet af skæbnen.
Dagen efter, at han havde slukket for telefonsvareren, blev han ramt af en jetski, da han var ude for at dykke.
»Allan kom op af vandet, og en jetski ramte ham. Fyren lavede en cirkel og kørte så bare videre,« fortæller Marissa Bridge i programmet ifølge The New York Post.
Allan Bridge mistede livet i ulykken, men føreren af jetskien blev aldrig fundet.
Podcasten stiller spørgsmålet, hvad Mr. Apology selv ville havde ønsket af manden, som blev skyld i hans død.
Og Marissa Bridge er ikke i tvivl om svaret:
»Allan ville bede ham om en undskyldning. Han ville ønske, at personen gav slip på det og ikke bar rundt på skylden. At undskylde er at give slip på smerten.«
