I 40 år har Ozzy Osbourne og hustruen Sharon Osbourne tilbragt julen sammen, men det bliver ikke tilfældet i år.

Den 71-årige rocklegende er nemlig for syg til at rejse fra parrets hjem i USA til England, hvor Sharon Osbourne opholder sig i øjeblikket.

Det oplyser 67-årige Sharon Osbourne ifølge det britiske medie Daily Star.

Sharon Osbourne befinder sig i øjeblikket i Storbritannien, der også er hendes hjemland, hvor hun spiller med i musicalen Nativity! i London.

Foto: MARK DAVIS
Vis mere

»Han er hjemme hos Jack, Amy og børnebørnene, og jeg er her med Kelly. Det er første gang i 40 år, at vi ikke holder jul sammen,« lyder det ifølge mediet fra X Factor-dommeren.

Hun tilføjer, at Ozzy Osbourne har slået ryggen, efter at han faldt over et tæppe, hvor han også slog hovedet ned i hjørnet af parrets seng - som uheldigvis har en metalramme.

»Lægerne mener ikke, at han skal ud og flyve, og så er Ozzy i øvrigt ganske nervøs for at flyve,« fortæller hun videre.

Ozzy Osbourne, der tidligere var forsanger i Black Sabbath, har været igennem to måneders genoptræning for at lære at gå ordentligt igen som følge af ulykken.