Den britiske skuespiller Sharon Osbourne skulle angiveligt have tvunget sin assistent til at gå ind i et brændende hus for at hente noget kunst, hvorefter hun fyrede ham.

Tilståelsen kommer i tv-programmet 'Would I lie to you?' (Ville jeg lyve for dig?, red.) på BBC.

Et program, hvor kendte mennesker skal fortælle sande og falske historier, hvorefter deres medgæster så skal gætte, om de tror på historien eller ej.

Ifølge skuespilleren skulle denne fortælling dog ikke være løgn. Det skriver CNN.

Osbourne fortæller, at branden startede, efter hun og hendes mand var kommet til at lade et stearinlys brænde. Hun tvang derefter assistenten til at gå ind i flammerne for at hente kostbar kunst.

Hun fortæller også, at da redderne ankom til stedet, rev hun iltmasken af sin assistent, som han havde fået tildelt efter turen i flammerne. Den gav hun i stedet til sin hund.

Assistenten blev efterfølgende fyret, fordi han ikke kunne se det sjove i hændelsen.

Sharon Osbourne er født i 1952. Siden 1982 har hun været gift med metal-legenden Ozzy Osbourne. De har tre børn sammen. Hun har i de seneste år været dommer, i den engelske version af 'X Factor' og 'America's Got Talent'.