Forskere i hele verden arbejder i disse dage på højtryk for at skabe en vaccine mod coronavirus, som lige nu dræber tusinder af mennesker hver eneste dag.
Og nu er der endelig en smule lys i coronamørket. Et forskerhold i Storbritannien melder nemlig, at de er langt i processen med en vaccine.
Det er Sarah Gilbert, professor i vaccinologi ved Oxford University, som lørdag erklærer sig overbevist om, at man om under et halvt år vil kunne være klar med en effektiv vaccine.
Det gør hun over for The Times, hvor hun samtidig fortæller, at man er få uger fra at teste vaccinen på mennesker.
Et skridt, som indikerer, at man er langt.
»Jeg tror, der er en høj sandsynlighed for, at det kommer til at virke. Det baserer jeg på andre forsøg, vi også har lavet med den type vaccine,« siger professor Sarah Gilbert til The Times:
»Det er ikke bare en fornemmelse. Som ugerne går, har vi mere og mere data, vi kan kigge på. Min personlige overbevisning er, at det er 80 procent sikkert,« siger hun, men understreger samtidig, at hun ’ikke kan love noget’.
Hun udtaler videre, at hvis alt går fuldstændigt efter planen, så vil vaccinen være klar til at bruge i september:
»Og det er det, vi er nødt til at sigte efter,« siger hun.
Den britiske regering har lovet forskerne, at de er klar til at skyde millioner af pund efter masseproduktion af vaccinen, hvis den ’ser lovende ud’, når man kommer længere ind i processen.
Selv Microsoft-rigmanden Bill Gates har meldt sig klar til ’at smide penge væk’ for at fremme enhver vaccine, der ser lovende ud.
I Danmark går det umiddelbart lidt mere trægt med at få udviklet en vaccine.
Torsdag stod en række forskere og eksperter frem i Jyllands-Posten og kritiserede, at der ikke er nok fokus på at udvikle en vaccine i Danmark.
Det betyder i sidste ende, at Danmark er afhængig af, at udenlandsk forskning har succes – eksempelvis projektet på Oxford University.
Ifølge DR har regeringen afsat 150 millioner kroner til coronarelateret forskning, mens private fonde har bidraget med omkring 140 millioner kroner.
For få af de penge er dog øremærket udviklingen af en egentlig vaccine, lyder kritikken.



