Flyselskaber undersøges: Hver femte har siddet for sig selv på rejsen - særligt Ryanair skiller sig ud


Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Det kan være en ensom oplevelse at flyve. Og for nogen lidt mere ensomt end det behøvede at være.
Ifølge en undersøgelse, som den britiske luftfartsmyndighed, Civil Aviation Authortiy, har foretaget, viser det sig nemlig, at 18 procent af de 4.000 adspurgte flypassagerer har oplevet, at de er blevet adskilt fra deres rejsefæller, fordi de ikke ville betale ekstra for at sidde sammen.
Det har nu fået myndigheden til at iværksætte endnu en undersøgelse, der skal afdække problemets omfang.
Det skriver britiske The Independent.
»Flyselskabernes praksis forårsager noget forvirring for kunderne. Flyselskaberne har ret til at opkræve betaling for passagerernes sædevalg, men det skal gøres på en rimelig og gennemsigtig måde,« siger direktøren for Civil Aviation Authority, Andrew Haines.
Særligt ét selskab skiller sig ud i undersøgelsen - nemlig Ryanair. Her har hele 35 procent oplevet at blive placeret væk fra deres rejsefæller, fordi de ikke ville betale ekstra for sæderne.
Det var et andet stort lavprisselskab, easyJet, der i 2011 indførte gebyr for sædevalg. Det fik hurtigt andre selskaber til at følge trop.