Flyselskabet Srilankan Airlines aflyser alle sine afgange til Saudi-Arabiens hovedstad Riyadh indtil 18. oktober.

Det skriver The Guardian. 

Aflysningerne sker »i lyset af den nylige sikkerhedshændelse, der påvirkede Riyadh Lufthavn, og igangværende sikkerheds- og driftsvurderinger.«

»Vores passagerers og besætningsmedlemmers sikkerhed er fortsat vores højeste prioritet, og tjenesterne vil blive genoptaget, når de gældende forhold vurderes at være egnede til kommerciel flyvning,« lyder det i en erklæring fra flyselskabet ifølge mediet. 

Fredag blev den internationale lufthavn i Riyadh mål for et angreb, hvor mindst 12 personer blev dræbt.

Ifølge Reuters har angrebet forårsaget en brand i lufthavnsterminalen.

Den saudiskledede koalition i Yemen beskylder houthibevægelsen for at stå bag angrebet.

Søndag aften har bevægelsen taget ansvar for angrebet, ligesom de har bekræftet at stå bag to andre angreb på lufthavnen tidligere på ugen, skriver Reuters.

Lørdag har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fordømt angrebet, som han kalder for et terrorangreb.

Angrebet kommer efter flere ugers optrapning i en borgerkrig i Yemen, hvor Saudi-Arabien støtter regeringen.