Militærkoalition melder om nyt angreb mod lufthavn i Riyadh
Fredag var den internationale lufthavn i Riyadh mål for et angreb, hvor mindst 12 personer blev dræbt.

Fredag var den internationale lufthavn i Riyadh mål for et angreb, hvor mindst 12 personer blev dræbt.

Ifølge den saudisk-ledede militærkoalition i Yemen har et "uidentificeret projektil" lørdag ramt en terminal i den internationale lufthavn i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.
Det skriver Reuters.
Angrebet har forårsaget en brand i lufthavnsterminalen, lyder det videre.
Militærkoalitionens talsmand, generalmajor Turki al-Maliki, siger ifølge Reuters, at man lørdag også har nedskudt et missil i området omkring lufthavnen.
Meldingen kommer, efter at mindst 12 personer blev dræbt, og 309 blev såret i et angreb mod samme lufthavn fredag.
Den saudisk-ledede koalition i Yemen beskylder den yemenitiske houthibevægelse for at stå bag angrebet.
Houthibevægelsen har ikke umiddelbart kommenteret fredagens og lørdagens angreb.
Bevægelsen har dog tidligere på ugen taget ansvar for to andre angreb på lufthavnen i Riyadh.
Her blev fire mennesker dræbt.
Fredagens angreb, hvor mindst 12 personer blev dræbt, er blevet mødt af fordømmelse af både den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, og FN.
- Disse forkastelige angreb vidner om en åbenlys ligegyldighed over for uskyldige civiles liv. De skal stoppe nu, skrev Rubio på det sociale medie X natten til lørdag.
Lørdag har Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, også fordømt angrebet, som han kalder for et terrorangreb.
- Terrorisme retter sig mod uskyldige mennesker og søger at sprede frygt og ustabilitet. Den skal bekæmpes med beslutsomhed, lyder det i en udtalelse på det sociale medie X.
Angrebene i Saudi-Arabien kommer efter flere ugers optrapning i en verserende borgerkrig i Yemen, hvor Saudi-Arabien støtter regeringen.
Konflikten i Yemen er for nylig blusset op igen, efter at en våbenhvile brød sammen få måneder inde i konflikten i Mellemøsten, der begyndte med amerikanske og israelske angreb på Iran i februar.
RITZAU