Skal du ud at flyve her til sommer, skal du forberede dig på, at du kan møde udfordringer i lufthavnene.

Den europæiske flytrafik står nemlig lige nu med enorme udfordringer, hvor lufthavne og flyselskaber har en enorm personalemangel, mens europæerne i stor stil vil ud og flyve efter coronapandemien.

Derfor ansætter sektoren lige nu i stor stil – men det går ikke hurtigt nok, så europæere står her til sommer over for aflyste afgange og lange køer i lufthavnene.

Og det kan også risikere at fortsætte efter sommeren. Det skriver Reuters.

Flykaosset skyldes, at europæere vil 'hævnrejse' og rejse alt det, vi ikke kunne under coronapandemien.

Samtidig står høj volume og lav pris-flyselskabsmodellen over for et muligt sammenbrud, mens strejke og personalemangel præger flytrafikken.

Lavprisselskabet EasyJet dropper tusinde af afgange henover sommeren og SAS-piloter har varslet strejke 29. juni.

I lufthavne over hele Europa er der store udfordringer, da personalet forlanger lønstigninger og bedre arbejdsforhold, som tog et dyk under pandemien, da flytrafikken stort set stod stille.

Under coronapandemien mistede luftfartsindustrien knap 2,5 millioner job på verdensplan, hvor det er gået hårdest ud over personalet på jorden.

Lufthavne i Tyskland, Frankrig, Spanien og Holland har sågar forsøgt at tilbyde lønstigninger og bonusser for ansatte, som kan anbefale en ven.