Især to huse på villavejen i den lille amerikanske forstad Santee er forvandlet til rygende ruiner.

»Det er bare en bunke murbrokker. Der er intet tilbage,« siger Jim Slaff.

Men hans forældre slap ifølge San Diego-Union Tribune ud med hjælpe fra naboer og andre i nærheden. Og de overlevede derfor, da er lille Cessna C340-fly mandag styrtede ned i et beboelseskvarter ved storbyen San Diego på den amerikanske vestkyst og smadrede flere huse.

»De er i chok, men har det ellers o.k.,« som Jim Slaff siger om forældrene, der havde boet 25 år i det hus, der nu er fuldstændigt ødelagt.

Røgudviklingen kunne ses langt væk.
Røgudviklingen kunne ses langt væk. Foto: RYAN GRAVES
Vis mere

Også indbyggere i andre huse, hvor branden hurtigt fik fat, blev reddet ud af naboer, der var hurtigt fremme. En kvinde blev hevet ud af et vindue, en mand blev reddet ved at vælte et hegn.

»Naboerne har været fantastiske, de reddede folk og satte deres egne liv på spil,« siger Jim Slaff.

Derfor er der indtil videre kun bekræftet to dødsfald i forbindelse med ulykken. Piloten i det lille fly og en UPS-chauffør, hvis varevogn blev ramt af flyet, inden det fortsatte ind i de to hårdest ramte huse.

Tæt sort røg rejste sig hurtigt fra ulykkesstedet, og det kunne ses langt væk.

En unavngiven beboer i nærheden kalder det i et interview med nyhedsbureauet AP for »en krigszone«.

Så er der også Andrew Pelloth, der befandt sig i sit nærliggende hus, da flyet uventet ramte den lille vej nogle få hundrede meter fra en high school og omkring 18 kilometer fra lufthavnen Montgomery-Gibbs Executive Field, hvor flyet skulle være landet.

»Det var som en en bombe,« siger han og beskriver røgudviklingen sådan her:

»Man kunne intet se.«

I alt er der blevet fundet vragdele fra Cessna-flyet i 12 huse i kvarteret.

Det vides endnu ikke, hvorfor flyet styrtede ned, og det skal nu undersøges.