Flere demonstranter var troppet op foran Amazon-bygninger i Storbritannien, USA og flere andre steder i Europa fredag - Black Friday.

Det er en af de dage, der er blandt Amazons travleste hele året, skriver BBC.

En international sammenslutning af fagforeninger og ligestillings- og miljøgrupper, der kalder sig 'Make Amazon Pay' - 'Få Amazon til at betale' på dansk - havde samlet sig flere steder i verden.

Sammenslutningen kræver, at Amazon foretager ændringer i sin forretning, herunder forbedrer løn, stopper med medarbejderovervågning og engagerer sig i at gøre forholdene for deres ansatte bedre. Amazon har nemlig modtaget en del kritik, efter det kom frem, at nogle af deres ansatte hverken fik tissepauser eller særligt meget i løn.

»Amazon tager for meget og giver for lidt tilbage,« lød det fra en talsperson under en af protesterne.

'Make Amazon Pay' er ikke den eneste gruppering, der protesterer foran Amazons bygninger verden over. Det gør protestgruppen Extinction Rebellion også. De demonstrerer mod det store klimaaftryk, som Amazons store salg og produktion udleder.

I Tyskland opfordrede fagforeningen Ver.di ansatte til at strejke fra onsdag aften og frem til lørdag. Og i Frankrig opfordrer den store fagforening CGT også ansatte i Amazon til at nægte at arbejde.

På verdensplan har næsten 50 organisationer skrevet under på en liste over fælles krav udgivet af 'Make Amazon Pay'-gruppen.

På listen står der:

De ansatte lagermedarbejderes løn skal hæves, og i særlige travle perioder skal der gives tillæg. Overvågningen af de ansatte skal stoppes, og det samme skal de høje krav til hurtighed og produktivitet. De ansatte skal have ret til længere sygeorlov. Desuden kræver man, at Amazon skal betale skat uden at bruge smuthuller eller skattely.

Den britiske fagforeningen GMB offentliggjorde også tal fredag, som man påstod viste, at ambulancekald til Amazon-lagre steg med næsten 50 procent under optakten til Black Frida. Fagforeningen mener, at det skyldes det store arbejdspres på de ansatte i særligt varehusene. Tallet er sammenlignet med november måned de sidste fem år.

Amazons svar lyder, at informationen fra fagforeningen ikke er komplet og ikke er sat i en korrekt kontekst. Derfor er den ifølge Amazon misledende.

»Vi ved, at vi ikke er perfekte og bliver ved med at blive bedre hver dag, men faktum er, at Amazon har 40 procent færre skader i gennemsnit sammenlignet med andre transport- og lagervirksomheder i Storbritannien,« lød det fra en talsperson.