Filminstruktøren Joel Souza er blevet udskrevet fra hospitalet, efter at han torsdag blev ramt af skud fra en rekvisitpistol, som skuespilleren Alec Baldwin affyrede.

Det oplyser skuespilleren Frances Fischer på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Baldwin ramte både Souza og filmfotografen Halyna Hutchins. Hutchins er død som følge af sine skader.

- Vi efterforsker hændelsen, siger Juan Rios, der er talsmand for sheriffen.

Ifølge nyhedsbureauet AP er den 63-årige filmskuespiller Alec Baldwin set grædende foran sherifkontoret, men det har ikke været muligt for nyhedsbureauet få en kommentar fra ham til sagen.

Der er fredag formiddag dansk tid ikke rejst nogen sigtelser i sagen.

Ifølge sherifkontoret involverede hændelsen en pistol, der blev brugt som rekvisit i filmen, der skal forestille at foregå i det 19. århundrede.

- Ifølge efterforskere viser det sig, at scenen, der blev filmet, involverede brugen af et rekvisit-skydevåden, da det blev affyret.

Kriminalbetjente er ved at undersøge, hvordan våbnet blev affyret, og hvilken type projektiler der blev brugt.

/ritzau/