En femårig britisk pige døde, efter hun lørdag morgen blev ramt på en skibakke i De Franske Alper.

Det skriver flere udenlandske medier. Blandt andet Sky News og France Bleu.

Ifølge de udenlandske medier gik pigen på en skiskole sammen med fire andre børn i Flaine-skiområdet i det franske område Haute-Savoie, da hændelsen fandt sted.

En 40-årig lokal mand er efterfølgende blevet varetægtsfængslet.

Han er mistænkt for uagtsomt drab på pigen og er lørdag blevet afhørt af politiet. Ifølge France Bleu er manden i chok efter den dramatiske begivenhed.

Anklagemyndigheden oplyser, at pigen stod i kø til bakken Les Serpentines og var ved at dreje til højre, da hun blev ramt.

Manden siges at være kommet kørende med meget høj fart, skriver Sky News.

Pigen blev hentet i en redningshelikopter, men blev erklæret død, inden de nåede frem til hospitalet. Ifølge France Bleu boede hun i Schweiz sammen med sine forældre.