Et vaskeægte insektmareridt udfolder sig i øjeblikket i byen Santa Isabel i Argentina.

For her har tusindvis af næsehornsbiller invaderet og overtaget store dele af byen.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ikke nok med, at de har overtaget parker og haver, så er de også fundet i huse, hvor de gemmer sig i mørke huller og rum om dagen. Der er så mange af dem, at beboere er begyndt at samle dem i kasser og efterlader dem uden for bymidten. Du kan se videoen øverst i artiklen.

Biologer siger, at det er en usædvanlig kraftig regn på denne tid af sæsonen, kombineret med høje temperaturer, der har fået billerne til at formere sig i et højt antal.

»Vi havde mere nedbør, derfor mere luftfugtighed, og sammen med den varme, vi oplever, har det skabt et gunstigt klima for udviklingen af ​​disse små dyr,« sagde Santa Isabels viceborgmester, Cristian Echegara, til AP.

Han fortalte samtidig, at det var så ekstremt, at næsehornsbillerne »ramte bilruder som hagl«.

Derfor har myndighederne også besluttet at slukke for al gadebelysning for ikke at tiltrække flere af insekterne.

Og det har vist sig at have haft stor succes.

For allerede nu er antallet af biller reduceret markant.

Næsehornsbillen er sort med kastanjebrune dækvinger. Den er 2,5-4 centimeter lang og er dermed en af vores største biller.

Navnet har den fået efter det næsehornslignende 'horn', hannen er udstyret med i panden.