Julián Sánchez faldt på sit badeværelse og slog hoften.

Syv dage senere var han død.

Ikke fordi det var en kompliceret hofteoperation, den 79-årige spanier skulle igennem.

Men fordi han blev indlagt det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

»Min far kom på hospitalet og skulle gennemgå en hofteoperation, men døde af coronavirus,« siger sønnen, der som så mange andre spaniere er opkaldt efter sin far og derfor også bærer navnet Julián Sánchez, til El Mundo.

Hans far blev indskrevet på hospitalet Severo Ochoa de Leganés i Madrid-bydelen Leganés 16. marts. Eller netop som coronaepidemien for alvor ramte Madrid - og det pågældende hospital - med voldsom kraft.

Severo Ochoa de Leganés er et af de hospitaler, som er bukket under som følge af den enorme tilstrømning af coronapatienter. Billeder fra tv-stationen La Sexta viser, hvordan lægerne må zigzagge sig imellem patienter i metalkørestole og senge på hospitalets gange.

Ligger alt for tæt

Andre må vente i timevis - hvis ikke dagevis - i venteværelset, selvom de er syge. Simpelthen fordi, der ikke er plads til dem på hospitalet.

Det spanske sundhedspersonale kæmper en hård kamp for at behandle de mange coronapatienter, men der er hverken sengepladser eller værnemidler nok. 
Det spanske sundhedspersonale kæmper en hård kamp for at behandle de mange coronapatienter, men der er hverken sengepladser eller værnemidler nok.  Foto: Oscar Del Pozo/AFP
Vis mere

Billederne er taget otte dage efter Julián Sánchez' indlæggelse, men allerede på det tidspunkt var hospitalsvæsenet i Madrid presset helt i bund. Siden er det blevet endnu værre. Det seneste døgn er 769 coronasmittede personer omkommet i Spanien. En trist, ny rekord.

Julián Sánchez er så langt fra den eneste spanier, som er blevet smittet på et af landets hårdt prøvede hospitaler, hvor syge patienter ligger alt for tæt. Og heller ikke den eneste, som har måttet lade livet efterfølgende.

Over 5.400 spanske sundhedsmedarbejdere er testet positive for coronavirus, og flere af dem er omkommet. End ikke i Kina er så mange læger og sygeplejersker blevet ramt af det smitsomme virus.

Det er uundgåeligt, at de mange smittede læger giver virussen videre til patienter - også sårbare patienter.

Som Cristina G.'s far. Han blev indlagt på et hospital i den baskiske by Eibar med en blødning i maveregionen den 17. februar, skriver El País, som ikke oplyser hele kvindens efternavn.

Hel familie smittet under sygebesøg

I starten af marts blev han testet positiv for coronavirus, og datteren er fuldstændig overbevist om, at han blev smittet på hospitalet.

Siden han fik virussen, har faderen ligget isoleret på hospitalet med en voldsom lungebetændelse og er i kritisk tilstand. Familien må ikke se ham og kan kun bede til, at han overlever.

Både Cristina selv, hendes søster Merche og deres mor har også raget coronavirus til sig. Efter Cristinas overbevisning skete det under et besøg på hospitalet, før faderen blev testet positiv.

En sundhedsarbejder kører en afdød patient væk fra et hospital i Madrid. Spanien har nu registreret flere corona-relaterede dødsfald end Kina.
En sundhedsarbejder kører en afdød patient væk fra et hospital i Madrid. Spanien har nu registreret flere corona-relaterede dødsfald end Kina. Foto: Oscar Del Pozo/AFP
Vis mere

»Jeg bliver ved med at applaudere vores sundhedspersonale hver eneste dag på grund af, hvad de går igennem, men når jeg får kræfterne til det, vil jeg kæmpe for at få dem, der er ansvarlige, til at forklare, hvorfor vi er blevet syge det sted, hvor vi tog hen for at blive raske,« siger Cristina G. til El País.

Myndighederne i Baskerlandet oplyser til avisen, at de ikke har mulighed for at analysere enkeltsager, idet der er næsten 4.000 smittede i den nordspanske region.

På landsplan er over 56.000 smittet og dødstallet har rundet de 4.300. Alene i hovedstadsregionen Madrid er mere end 2.000 omkommet efter smitte med coronavirus.

En af dem er manden, der brækkede hoften på det forkerte tidspunkt: Julián Sánchez.