Er der noget galt med Putin?
Han går usikkert. Hans ansigt er blevet rundere, og hans mundvige hænger nedad.
Der er tidligere blevet spekuleret i, at den russiske præsident fejler et eller andet, og nu har de seneste billeder af den russiske præsident endnu en gang sat gang i spekulationerne om hans helbred.
Torsdag offentliggjorde Kreml en 11 minutter og 50 sekunder lang video, hvor den russiske præsident mødtes med forsvarsminister Sergej Sjojgu.
Her læste Sjojgu op fra en rapport, som konkluderer, at den ukrainske havneby Mariupol nu var blevet »befriet« af de russiske væbnede styrker og de russisk-støttede separatiststyrker fra Donetsk.
Men det er ikke så meget indholdet af de to mænds samtale, der vakte opsigt. Det er snarere det faktum, at den 69-årige Putin under hele mødet nærmest klamrede sig til bordet med sin højre hånd.
Han sad også helt stift og tilbagelænet i stolen, mens han skiftevis holdt fast i bordpladen foran sig med begge hænder eller blot en enkelt hånd.
Billederne fik straks gang i rygterne på de sociale medier, hvor flere bruger bemærkede, at Putin ikke så frisk ud.
Frida Ghitis, som arbejder for medier som blandt andre CNN og Washington Post, er en af de mange, der sætter spørgsmål ved præsidentens helbred.
Og også Illia Ponomarenko, som skriver for Kyiv Independent, ser »en drastisk« forskel på præsidentens udseende nu og bare for et par måneder siden.
Men også etablerede medier som britiske Telegraph og amerikanske Newsweek omtaler sagen.
Telegraph skriver, at »videoen af Vladimir Putin vækker bekymring for et svækket helbred«, mens Newsweek konkluderer, at »der stilles spørgsmål ved Putins helbred efter videoen, hvor han griber fast i bordet«.
Og den svenske økonomiprofessor Anders Åslund, som tidligere har rådgivet ledere i både Rusland og Ukraine, skriver på Twitter:
'Putins møde med Sjojgu i dag (torsdag, red.) viser, at de begge er deprimerede og tilsyneladende har dårligt helbred.'
Ifølge den norske avis VG gentager professoren rygterne om, at forsvarsministeren skal have haft et slagtilfælde.
Den historie opstod efter, at Sjojgu pludselig forsvandt og ikke viste sig offentlig i næsten to uger, men Kreml afviser, at forsvarsministeren fejler noget.
Men det er især Putins optræden, der skaber bekymring.
Siden han gav ordrer til invasionen i Ukraine, har der været talt om, at Putin har ændret udseende.
Det har givet grobund for historier om, at præsidenten muligvis lider af Parkinsons syge, at han har kræft, eller at han er blevet behandlet med eksempelvis steroider. En sag, som B.T. også tidligere har beskrevet.
Den danske forfatter Leif Davidsen har tidligere over for dagbladet Politiken givet udtryk for, at den russiske præsident virker mindre energisk og mere træt. Også Davidsen har bidt mærke i hans ændrede udseende.
Indtil videre er der tale om spekulationer og rygter.
Men uanset hvordan den snart 70-årige præsident har det, så er det slående, hvor meget han har forandret sig, siden han blev fotograferet under en ferie i Sibirien sidste år.
Her blev Putin og hans forsvarsminister blandt andet foreviget, mens de spiste frokost i det fri.
Du kan følge dækningen af krigen i Ukraine i vores liveblog, som opdateres døgnet rundt lige HER.