Der er det tydelig rundere ansigt. Der er de hængende mundvige. Der er den usikre gang.

Og så er der selvfølgelig hele beslutningen om at invadere Ukraine.

Spekulationerne om Vladimir Putins reelle tilstand er løbende taget til i løbet af de 18 dage, der er gået, siden de første russiske tropper krydsede grænsen til nabolandet på den russiske præsidents ordre.

For har Ruslands ubestridte leder en hemmeligholdt sygdom, der påvirker hans evne til at tage de afgørende beslutninger og i værste fald kan udløse en tredje verdenskrig? Har han Parkinsons syge? Har han kræft? Og er det behandlinger med eksempelvis steroider, der har fået ansigtet til at svulme op?

Et af de seneste billeder Vladimir Putin, fra en tv-optræden.
Et af de seneste billeder Vladimir Putin, fra en tv-optræden. Foto: HANDOUT
Vis mere

Selv på fremtrædende niveau lægges der efterhånden ikke skjul på, at noget muligvis kan være galt. Som den tidligere chef for den britiske efterretningstjeneste Richard Dearlove forleden sagde til den britiske tv-kanal GB News.

»Det, der også er bekymrende, er spekulationerne – og det er spekulationer – om, at Putins opførsel og rationalitet er påvirket og kompromitteret af sygdom. Den bedste forklaring kan være, at han har Parkinsons syge,« lød det:

»Jeg har hørt flere neurologer sige, at en manglende evne til at sætte grænser for sig selv og psykoser er almindelige symptomer på Parkinson. Og så er der de visuelle bevis på, at han kan være på steroider, fordi hans fremtoning har forandret sig. Vi ved ikke, om det er sandt, men hvis vi går ud fra det, er det meget bekymrende, at en person med så stor magt sidder med fingeren på atomknappen.«

Eller som den amerikanske senator Marco Rubio har skrevet på Twitter. Vladimir Putin 'ser ud til at have nogle neurofysiologiske helbredsproblemer'.

Vladimir Putin i 2018. Ansigtet er betydeligt slankere.
Vladimir Putin i 2018. Ansigtet er betydeligt slankere. Foto: Mikhail Klimentyev
Vis mere

»Jeg ville ønske, at jeg kunne sige mere, men lige nu kan jeg kun sige, at det er tydeligt, at der er noget helt galt med Putin. Han har altid været en dræber, men hans problem nu er anderledes og betydeligt,« har republikaneren med plads i Senates efterretningskomité og altså med adgang til klassificerede oplysninger skrevet.

Daily Mail har i weekenden tilføjet, at Vladimir Putin skulle lide af en hjernesygdom forårsaget af demens, Parkinsons syge eller en ukontrollerbar vrede udløst af førnævnte behandling med steroider. Det er baseret på kilder »tæt på Kreml« og efterretningskilder i Five Eyes, et samarbejde mellem USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand.

Spekulationerne er blevet kædet sammen med de meget lange borde, han har placeret udenlandske statsoverhoveder ved under besøg i Kreml. Og at han i lange perioder under coronapandemien har opholdt sig i sin sommerbolig, sin datja, langt væk fra hovedstaden.

Som den tidligere britiske flådeadmiral Chris Parry forleden sagde: »Jeg tror, at hans immunforsvar er i bund. Så han er en mand, der har travlt.«

Det berømte bord mellem den franske præsident Emmanuel Macron (th.) og Vladimir Putin ved et møde i februar.
Det berømte bord mellem den franske præsident Emmanuel Macron (th.) og Vladimir Putin ved et møde i februar. Foto: -
Vis mere

Underforstået: at Vladimir Putin har taget beslutningen om at invadere Ukraine på grund af tidsnød i forhold til sit eget helbred.

Noget lignende har den danske forfatter Leif Davidsen givet udtryk for i Politiken. Den indgående Ruslandkender synes videre, at den russiske præsident virker mindre energisk og mere træt, ligesom han også har bidt mærke i det mere runde hoved og alle forholdsreglerne i forhold til corona.

»Jeg spekulerer på, om han har en underliggende sygdom, som gør det mere alvorligt, hvis man får covid-19,« har Leif Davidsen sagt:

»Som forfatter kunne jeg godt sætte mig ind i, at man kunne se et plot, hvor en hersker synes, at han ser skyggen af manden med leen, og derfor skal skynde sig at få opfyldt sit store mål her i livet. Og målet er at gøre Rusland stort og stærkt, genrejse det, så statuerne for 'Vladimir den Store' vil blive rejst ved siden af Lenin overalt i det kæmpestore russiske rige.«

Den amerikanske Ruslandsekspert Fiona Hill er inde på samme spor i forhold til eftermælet, mens hun også tager præsidentens alder i betragtning.

Vladimir Putin bliver 70 år om mindre end syv måneder.

»Det er gammelt for russere,« siger den indflydelsesrige kvinde, der har rådgivet flere amerikanske præsidenter, til Politico:

»Og Putin ser heller ikke godt ud. Hans ansigt er svulmet op, og vi ved, at han tidligere har klaget over rygsmerter. Og selv om det ikke nødvendigvis er værre end det, kan han have taget høje doser af steroider. Der synes at være et presserende behov for dette (invasionen af Ukraine, red.), som også kan være drevet af personlige faktorer.«

Vladimir Putin er enerådende leder af Rusland.
Vladimir Putin er enerådende leder af Rusland. Foto: SPUTNIK
Vis mere

Steroiderne bliver altså nævnt igen. Og respekterede Telegraph har også gjort et større nummer ud af behandlingsformen, der kan bruges i forbindelse med kræft. Men altså også med flere sideeffekter – som »humørsvingninger og ændret opførsel«, lyder det.

»Når man tager højere doser, kan steroider udløse forvirring eller ændret tankevirksomhed. Det kan også inkludere at have mærkelige eller skræmmende tanker,« citerer mediet fra kræftorganisationen Macmillan Cancer Support.

Der har tidligere floreret rygter om, at Vladimir Putin har været alvorligt syg.

Senest i november 2020, hvor han var væk fra offentligheden i længere tid og siden midt i et tv-transmitteret møde fik et større hosteanfald, der i øvrigt siden blev kraftigt nedredigeret af det statslige tv-selskab. Samtidig søsatte den russiske politiske ekspert Valery Solovei forlydender om, at præsidenten led af Parkinsons syge og ville trække sig tilbage inden for kort tid.

Til det svarede Kreml-talsmanden Dmitrij Peskov kort efter på et pressemøde: »Det er noget vrøvl. Alt er fint med præsidenten.«

Vladimir Putin har stået i spidsen for Rusland i 22 år, og som Fiona Hill påpeger, er der en historisk tendens til, at enevældige ledere i det sovjetiske rige enten bliver afsat af folket eller dør, mens de stadig har magten.

»Den eneste anden person, der i nyere tid har styret Rusland i længere tid end Putin, er Stalin. Og Stalin døde i embedet,« siger hun.