Den amerikanske kvinde, der som teenager angiveligt blev tvunget til at have sex med prins Andrew, har forholdt sig i stilhed de seneste måneder, mens den britiske prins er blevet gransket i medierne.

Nu taler hun ud i offentligheden.

Det sker i et interview, der bliver sendt på BBC mandag den 2. december. Allerede nu har mediet dog bragt en teaser fra interviewet med 36-årige Virginia Giuffre, der under ed har forklaret, at hun blev tvunget til at have sex med prins Andrew tre gange mellem 2001 - hvor hun var 17 år - og 2002.

»Det var en virkelig skræmmende tid i mit liv,« siger Virginia Giuffre (tidligere Roberts, red.) i teaser-klippet og tilføjer:

Virginia Giuffre hævder, at hun blev tvunget til at have sex med prins Andrew tre gange mellem 2001 og 2002.
Virginia Giuffre hævder, at hun blev tvunget til at have sex med prins Andrew tre gange mellem 2001 og 2002. Foto: ALBA VIGARAY
Vis mere

»Han (prins Andrew, red.) ved, hvad der skete. Jeg ved, hvad der skete. Og der er kun en af os, der fortæller sandheden.«

Virginia Giuffre var et af hovedvidnerne i sagen mod den amerikanske milliardær Jeffrey Epstein, der - inden han tog sit liv i en fængselscelle på Manhattan - var anklaget for adskillige overgreb på mindreårige piger og for at have stået bag en omfattende pædofilring.

Anklager, som ikke blot satte Epstein i offentlighedens søgelys, men også en række af hans prominente venner - deriblandt den britiske prins Andrew.

Prinsen skulle eksempelvis have deltaget i et orgie med Jeffrey Epstein og ni unge piger - flere af den endnu ikke myndige.

»Anden gang, jeg havde sex med Andy (kælenavn for prins Andrew, red.), var under et orgie på Epsteins private ø på Jomfruøerne. Jeg var omkring 18 år på det tidspunkt,« har Virginia Giuffre blandt andet fortalt i retten.

Hun fremsatte første gang sine anklager mod Epstein og prins Andrew tilbage i 2015, men gentog dem i forbindelse med Channel 4-dokumentaren 'Prinsen og den pædofile', der undersøger venskabet mellem de to mænd og ikke mindst de seksuelle udskejelser, prinsen angiveligt deltog i under sine besøg hos rigmanden.

En dokumentar, som for alvor sendte medierne på nakken af dronning Elizabeths næstyngste søn, prins Andrew, hvis navn har optrådt hyppigt i mindre flatterende avisoverskrifter og nyhedsindslag de seneste måneder.

Selv påstår prins Andrew dog hårdnakket, at der ikke er hold i anklagerne - hverken at han skulle have kendt til Jeffrey Epstein seksuelle udskejelser eller selv skulle have deltaget i dem.

Epstein havde mange indflydelsesrige venner. En af de mest prominente var prins Andrews.
Epstein havde mange indflydelsesrige venner. En af de mest prominente var prins Andrews.
Vis mere

'På intet tidspunkt i den begrænsede periode, jeg tilbragte sammen med ham (Jeffrey Epstein, red.), så jeg eller havde jeg mistanke om nogen som helst opførsel af den art, der efterfølgende førte til hans anholdelse,' har prinsen sagt i en udtalelse.

I midten af november stod den 59-årige prins Andrew endda frem på britisk tv og afviste at have haft en seksuelt forhold til den - dengang purunge - kvinde Virginia Giuffre, som sidenhen blev kendt som Epsteins 'sexslave'.

»Jeg har ingen erindring om at have mødt denne kvinde, nogensinde overhovedet,« sagde prinsen blandt andet i interviewet, selvom intervieweren kunne fremvise et billede af de to.

Efter det kontroversielle interview er prins Andrew blev kritiseret vidt og bredt. En kritik, der blev så omfangsrig, at det den 20. november blev offentliggjort, at han trækker sig fra sine officielle forpligtelser i en længere periode.