En 17-årig argentinsk pige er død på sin ferie i Den Dominikanske Republik.
Dermed er listen over dødsfald blandt turister på paradisdestinationen, der er kendt for sine hvide sandstrande og krystalblå vand, på tragisk vis blevet udvidet.
Det skriver Daily Mail.
Den 17-årige argentinske pige – ved navn Melina Caputa – omkom tidligt i sidste uge, da hun trådte på et elektrisk kabel, mens hun var på vej tilbage til sit hotel i Punta Cana efter en tur på stranden.
Tragedien fandt sted, da hun var omgivet af sine brødre, og selvom der hurtigt kom hjælp, var man ude af stand til at genoplive pigen, der blev erklæret død af hjertesvigt.
Der skal dog foretages en obduktion for endeligt at fastslå dødsårsagen.
Den 17-årige piges død kommer i hælene på en række dødsfald hos turister, der ferierer i Den Dominikanske Republik.
Således skriver Daily Mail, at i alt 13 amerikanske turister har mistet livet på den populære feriedestination alene i år.
Dødsfaldene hos de amerikanske turister varierer, men en fællesnævner er, at flere er omkommet, efter de har indtaget vand eller alkoholiserede drikke fra hotellernes minibarer.
Dette har ifølge Daily Mail medført, at hoteller i på tværs af landet nu skal dokumentere deres håndtering af fødevarer samt om, hvilke leverandører de får deres produkter fra.
Dertil har Francisco Javier Garcia, landets turistminister, fortalt, at hoteller skal have personale i form af læger og sygeplejersker til rådighed.
»Vi har altid arbejdet hårdt for at skabe et sikkert miljø og vil fortsat være opmærksomme på at udvikle omfattende programmer og forstærkede standarder, der styrker velvære for de seks millioner turister, der hvert år besøger Den Dominikanske Republik,« siger Francisco Javier Garcia.
