Det skabte stor opsigt, da tre amerikanere uafhængigt af hinanden døde med få dages mellemrum på det samme feriehotel.

Dødsfaldene er stadig uforklarlige og skete i slutningen af maj på det samme kursted i Den Dominikanske Republik, der er en feriedestination, som flere millioner amerikanere årligt besøger.

Mens myndighederne fortsat undersøger hændelserne, fortæller et par nu til CNN, hvordan de blev alvorligt syge på samme hotel året før.

I juni 2018 boede 29-årige Kaylynn Knull og hendes kæreste, 33-årige Tom Schwander, også på Grand Bahia Principe Hotel i La Romana, da de pludselig blev akut syge. Parret mistænker hotellet for at bruge insektmiddel, der er endt i deres ventilationsanlæg.

På den sjette dag af deres ferie oplevede de hovedpine og en kemisk lugt på deres værelse, som de ikke kunne identificere.

»Jeg svedte så meget, at mine øjne gjorde ondt. Mit syn var sløret, og jeg blev mere og mere svimmel,« fortæller Kaylynn Knull.

De oplevede desuden begge mavekramper, der føltes, som om nogen førte en 'motorsav gennem deres indvolde'.

Få dage senere afbrød de deres ferie før tid og rejste hjem. Her besøgte de en læge, som mente, at de måske havde været udsat for giftige kemiske stoffer, der bliver brugt i insektmiddel.

Hotelværelse på Grand Bahia Principe La Romana i Den Dominikanske Republik. (Foto Bahia Principe Hotels & Resorts)
Hotelværelse på Grand Bahia Principe La Romana i Den Dominikanske Republik. (Foto Bahia Principe Hotels & Resorts)
Vis mere

Parret har siden lagt sag an mod hotellet og deler nu deres historie med CNN, fordi de mener, der kan være en sammenhæng med de tre nylige dødsfald, og derfor ønsker at bidrage med deres oplevelser.

»Jeg blev så rasende, at jeg havde lyst til at skrige og græde. Der er noget, som ikke er rigtigt. Hvad der skete for os, kan have forbindelse til det, som skete for dem,« siger Kaylynn Knull.

Det første dødsfald fandt sted den 25. maj i år. Tragedien ramte et ægtepar fra den amerikanske delstat Pennsylvania, som besøgte Den Dominikanske Republik for at fejre deres bryllupsdag. Samme dag, som de tjekkede ind på deres værelse, blev 41-årige Miranda Schaup-Werner pludselig voldsomt dårlig og kollapsede.

Hendes mand og redningspersonalet forsøgte forgæves at genoplive hende.

Dødsårsagen er anført som hjerteanfald, respirationssvigt og lungeødem, hvor lungerne fyldes med væske.

Samme dag indlogerede et andet amerikansk par sig på hotellet. Fem dage senere viste 63-årige Edward Holmes og 49-årige Cynthia Ann Day sig ikke i receptionen, selvom de skulle tjekke ud af deres værelse samme morgen..

Ikke længe efter fandt hotelpersonalet parret på værelset. Begge livløse og uden tegn på vold.

Det lokale politi har udtalt, at de begge døde af respirationssvigt og lungeødem ligesom kvinden, der døde få dage tidligere.

Dødsårsagerne er ifølge CNN de samme, som man oplever, hvis man bliver udsat for insektmiddel.

Det amerikanske medie citerer en talskvinde for hotellet, som udtaler, at hændelserne er isolerede tilfælde og uden sammenhæng.

'Vi er inderligt kede af hændelserne på et af vores hoteller i La Romana i Den Dominikanske Republik, og vi vil udtrykke vores dybtfølte kondolence til deres familier og venner,' hedder det i en pressemeddelelse fra hotelkædens ejere.

Myndighederne kan ikke give flere detaljer om de tre amerikaners dødsfald, da de venter på svarene fra en toksikologisk undersøgelse.