I videoen øverst kan du se klip fra nogle af de protester, der har været i USA mod våbenlovgivningen, efter et skoleskyderi i sidste uge kostede 17 mennesker livet.

For fem år siden tog en fotograf et billede af amerikanske Emma MacDonald, mens hun græd under en mindeceremoni for ofrene for terrorangrebet ved et maraton i Boston. Lige siden er billedet af hende blevet misbrugt af konspirationsteoretikere.

Da Emma MacDonald på 25 år i sidste uge så, at et skoleskyderi på et gymnasium i Florida havde kostet 17 mennesker livet, vidste hun, hvad der var på vej.

Endnu engang ville hendes billede blive delt på de sociale medier, mens hun ville blive kaldt for 'kriseskuespiller' (du kan se billedet længere nede i et tweet - det er Emma MacDonald øverst til venstre, red.).

Nu fortæller hun til USA Today, at hun håber, det snart slutter.

»Nu er det nok. Det skal stoppes,« fortæller hun.

Det hele begyndte i 2013, efter et terrorangreb havde ramt et maratonløb i Boston. Tre blev dræbt, 183 blev såret. Under en mindeceremoni kunne Emma MacDonald ikke holde tårerne tilbage, og lige siden er hendes billede blevet misbrugt i blandt andet collager med andre kvinder, der græder efter terrorangreb, skoleskyderier eller andre større katastrofer.

Fælles for dem alle er, at de er hvide, tynde og brunetter. De ligner hinanden.

Konspirationsteoretikere forsøger at bruge billederne af dem til at overbevise andre om, at det er den samme person, der var til stede ved alle begivenhederne, og at personen er en skuespiller, der er betalt for at lade som om, hun sørger. At personen i virkeligheden er et politisk redskab, der kan rulles ud ved nationale tragedier og bruges som ansigtet på dem.

'Når du mangler kriseskuespillere', lyder det blandt andet i et tweet, som hurtigt blev delt, efter skoleskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School i sidste uge.

I begyndelsen forsøgte Emma MacDonald at anmelde alle dem, der misbrugte hendes billede på den måde. Men efterhånden som de sociale medier voksede sig større og større, og jo mere de blev delt efter hver krise, des sværere blev det for hendes.

Hun håber, at folk stopper med at dele billederne nu, og at folk stopper med at tro, at hendes tårer ikke var ægte.

»Jeg er bare en tilfældig pige i et tilfældigt billede, og jeg hader det. Mit ansigt bliver misbrugt som et instrument for disse mennesker. Det bliver brugt som en distraktion for det, der virkelig sker - sorgen, som disse folk føler, og løsningerne, som kan forhindre at noget lignende sker igen,« forklarer hun USA Today.