Over 700 danskere. 

Så mange har forsøgt at komme igennem til SOS International i løbet af natten til tirsdag. 

Et ubehageligt og ekstremt haglvejr ved den italienske Gardasø har taget mange danske familier som gidsler i det italienske. 

Haglen har nemlig været på størrelse med golfbolde og har ødelagt biler ved søen. Og derfor søger mange familier hjælp til at komme hjem, efter deres biler er blevet smadret af haglen. 

Men de mange opkald gør det også sværere for SOS at udføre sin autohjælp. 

'Da vi fortsat modtager mange opkald, vil der desværre forekomme længere ventetid, og vi vil ringe tilbage til alle, så snart det er muligt,' skriver alarmcentralen blandt andet på sin hjemmeside. 

Privatfoto

En af de danskere, der befandt sig midt i haglen, er 36-årige Karina Varming, der lige nu holder sommerferie ved Gardasøen. 

»Det var fuldkommen vanvittigt,« fortalte hun tidligere tirsdag til B.T. om haglen, der smadrede deres bil – mens hun selv, hendes mand og deres to børn sad i den. 

Følg udviklingen i det ekstreme vejr, der rammer verden over i B.T.s liveblog her.