Flere og flere ting begynder at vende tilbage til normalen, som pandemien kommer under kontrol, men ifølge en norsk professor bør man gøre flere coronatiltag permanente.
Ifølge den norske professor i molekylær biolog Audun Helge Nerland bør man blandt andet stoppe med at kramme og give hånden til hinanden. For altid.
Det skriver Verdens Gang.
»At røre mennesker i håndfladen, som er varm og klam og har rørt flere steder på kroppen, er ikke særlig gavnligt i forhold til infektionskontrol. Har vi virkelig brug for at komme i kontakt med hinanden – såsom at sparke hinanden i benene for at sige hej?« siger Audun Helge Nerland ifølge VG. Han understreger dog, at man stadig bør kramme sin familie og venner.
Han påpeger i samme forbindelse, at antallet af influenza-smittede og forkølelser er faldet drastisk i perioden, hvor folk har været tilbageholdende med de fysiske hilsner.
Albuehilsenen er af mange blevet taget i brug som alternativ til håndtrykket, men det er ifølge Nerland heller ikke vejen frem. Man bør i stedet kigge mod Japan, hvor der er kutyme for at bukke i stedet for at give hånd eller kramme.
Generelt har flere asiatiske lande klaret sig flot igennem coronapandemien, og det kan skyldes deres hilsener.
»Det er ganske normalt i mange lande i Asien – specielt efter sars-epidemien i 2003. Et land som Vietnam har klaret sig ganske godt gennem covid-19-pandemien – også fordi folk allerede havde en tradition med at bruge mundbind,« siger Audun Helge Nerland.
Mundbindene bør ifølge Nerland også blive en fast del af hverdagen, når man opholder sig i store folkemængder som eksempelvis i offentlig transport eller ved en koncert.