Det går mildest talt forfærdeligt for de russiske tropper i Ukraine.
Præsident Putin står i en vanskelig situation, som tingene ser ud lige nu, da den såkaldte 'særlige militæroperation' i Ukraine langt fra er gået, som man forventede i Kreml, og hvor de russiske styrker for tiden lider flere tilbageslag.
Og hvis man spørger militær forsker ved Forsvarsakademiet, Anders Puck Nielsen, så er de dårlige tider ikke slut.
»Det går virkelig dårligt for Rusland i Ukraine. Man kan godt forestille sig, at de vil opleve endnu flere lokale tilbageslag,« siger han til B.T.
»Ukraine kan fortsætte med at generobre land i de russisk annekterede områder, men det er et spørgsmål om tempo nu. Vinteren kommer, som besværliggør militære operationer, og den nye russiske mobilisering kan gøre det svært.«
Men om Putin og den russiske hær er tæt på et decideret kollaps, er Anders Puck Nielsen dog lidt mere påpasselig med at sige.
»Jeg tror ikke, de er tæt på et decideret kollaps. I hvert fald ikke lige nu og her. Der er mange faktorer, der spiller ind, men de er ikke udraderet om en uge,« siger Anders Puck Nielsen og fortsætter:
»Men det dårlige udgangspunkt i Ukraine kan give konsekvenser rent politisk. Der kan komme massiv kritik af Putin og ustabilitet i det russiske styre, hvor der enten er folk, som mener, at han har gjort for meget eller for lidt.«
Og hvis det fortsætter med at gå dårligt, så kan det få konsekvenser for folk, som har haft andel i nederlaget.
»Putin kan selv stå for skud, men Putin har allerede en syndebuk i form af sin forsvarsminister, som får alt skylden, så et godt bud vil også være, at forsvarsminister Shoigu bliver udstødt.«
Den norske professor Tormod Heier, der arbejder ved Forsvarets Højskole i Norge er enig i, at Putin er presset.
Ifølge ham er det ikke umiddelbart til at sige, hvad Putin selv frygter mest. Men:
»Der er næppe tvivl om, at situationen inde i Rusland er mere alvorlig for Putin end den ukrainske militære sump, han er havnet i,« forklarer han.
For på den ene side står de såkaldte 'høge' (der taler for Ruslands storhed), nationalister og militærbloggere, der ønsker en meget kraftigere mobilisering af Rusland, så man kan skrue endnu mere op for krigen.
Og på den anden side står dem, der er bekymret for en mere omfattende mobilisering, forklarer Tormod Heier.
